Alle ville se den ny Dagli'Brugsen

Vækst: Lørdag morgen klokken 8.00 åbnede den ny Dagli'Brugsen i Tistrup planmæssigt efter et par måneders ombygning og udvidelse til 7,4 millioner kroner.

Tistrup: Allerede en halv times tid før den officielle åbning af den ny Dagli'Brugsen i Tistrup stod de første kunder i kø. Trods fire graders frost nød de fremmødte den smukke, solbeskinnede og frostklare morgen.

Tak for tålmodighed

Klokken otte gik døren til den totalt forandrede dagligvareforretning op, og ud trådte formand for brugsens bestyrelse, Arne Haahr Hansen og uddeler Ronnie Josefsen for at byde de mange kunder velkommen. De takkede blandt andet for tålmodigheden under om- og tilbygningen, som dog er gennemført på rekordtid.

Moden og moderne

Efter korte taler blev kunderne lukket ind med den forventede WAUW-effekt. Tistrups ny madbutik fremstår rummelig og lys, men samtidig hyggelig og med respekt for den mere end 100-årige historie.

"Fællesskabet"

– Vi mener selv, at vi har fået en rigtig flot og spændende butik, som hele byen kan være stolt af. Det er her, borgerne mødes, forklarede formand for Tistrup Brugsforening Arne Haahr Hansen og viste blandt andet "Fællesskabet" frem for de mange begejstrede kunder.

Bestyrelse, medarbejdere og frivillige har de seneste uger knoklet med at indrette den ny Dagli'Brugsen.

Mange muligheder

– Det er dejligt, at vi nu er nået så langt, men vi er jo slet ikke nået i mål endnu. Det er først nu, at vi skal til at udnytte de muligheder, som den ny butik åbner for. Det er bare fuld fart fremad, lød det med rusten stemme fra uddeler Ronnie Josefsen.

Ikke fordi, man havde fejret indvielsen på forhånd, for der blev arbejdet på projektet frem til midnat fredag aften.

– Det er en tudse, der har sat sig, forklarede Ronnie Josefsen.

Tistrup har fået en ny og spændende madbutik.