SØS snart voksen – fylder 17 år
Modetøj: Det er nu 17 år siden, at Anita Grüner Hansen åbnede modetøjsbutikken SØS, og det fejres med fødselsdagssalg fra onsdag den 2. marts.
Ølgod: Til sommer er det tre år siden, at SØS kunne åbne i de nuværende lokaler. For 17 år siden købte Anita Grüner Hansen ejedommen Storegade 20, hvor Hans Nielsen i mere end 30 år havde drevet tøjforretning.
– Det blev SØS, for det er jeg altid blevet kaldt af mine søstre, lige som så mange andre sikkert også er blevet det. Jeg syntes ikke, at jeg kunne bruge "Hans Nielsen" til modetøjsforretning for kvinder, og så er SØS jo også kort og nemt for kunderne af huske.
Anita Grüner Hansen er uddannet håndarbejdslærer, men har aldrig arbejdet som sådan. I 1984 flyttede hun til Vestjylland og fik arbejde i en tøjforretning i Sdr. Felding. Senere åbnede hun en parfume og lingeriforretning i Storegade – skråt overfor SØS SKO, hvor SØS holdt til indtil flytningen for knap tre år siden.
– Snehvide, som forretningen hed, havde jeg i syv år. Så gik jeg hjemme og passede vores yngste barn og fik senere arbejde hos Club – det nuværende BoConcept.
Da Anita Grüner Hansen lukkede Snehvide havde hun en forventning om igen at blive selvstændig erhvervsdrivende, men da revisor Ole Christiansen ringede og fortalte , at butikken Hans Nielsen blev sat til salg, tænkte Anita først nej.
– Senere sagde jeg dog ja, men det skete først efter en juleferies betænkningstid samt et familieråd.
I 2003 modtog Anita Grüner Hansen BG Bank Erhvervspris. Med udvidelsen af tøjbutikken og etablering af SØS SKO burde der står flere initiativpriser på hylden.

