Det er tid til at gøde græsplænen
Græs: Græsset skal både kalkes og gødes, hvis det skal vinde kampen mod mos. Friis' Planteskole giver gode råd.
Ølgod: De har lige fået kalk og gødning hjem. Pallerne er endnu ikke pakket ud, men inden længe står havefolket klar til at købe både gødning og kalk, så græsplænen får de bedste vækstbetingelser.
– Det er bedst, hvis man fjerner det mos, der måtte være i plænen. Derefter giver du kalk – det skal helst være lige før, vi får regn, for ellers svier du græsset af, forklarer Tonnie fra Friis' Planteskole.
Derefter kan man roligt gøde og blot vente på at græsset begynder at vokse.
– Og så kan det godt være, man bander sig selv langt væk, inden det bliver efterår, for græsset skal i hvert fald slås et par gange om ugen.
Ellers er de på Friis Planteskole klar til foråret. Det store rykind starter i påsken, som er lige rundt om hjørnet.
