Ølgods selvbetjente genbrugsplads er en succes

Genbrug: Ølgod Genbrugsplads har nu i et år fungeret som delvist selvbetjent. Forsøget har været en succes blandt kunderne, og vil nu blive arbejdet på at gøre ordningen permanent.

Ølgod: Siden april sidste år har DIN Forsyning kørt et forsøg på Ølgod Genbrugsplads med adgang uden for normal åbningstid. Tilbagemeldingerne fra kunderne er positive, og derfor vil DIN Forsyning nu arbejde på at gøre ordningen permanent i Ølgod.

Stor tilfredshed

DIN Forsyning har udarbejdet en kundeundersøgelse for at vurdere forsøgets succes, og resultatet af denne undersøgelse peger i én retning:

– Tilbagemeldingerne viser entydigt, at ordningen er en stor gevinst for vores kunder. Over hele linjen bliver der udtrykt stor tilfredshed, og ordet ”fleksibilitet” går igen i besvarelserne. 100 procent af de adspurgte ønsker desuden, at ordningen bliver gjort permanent, udtaler Affalds- og genbrugschef i DIN Forsyning, Svend Clausen.

Bekymringer gjort til skamme

Kundernes gevinst ved en selvbetjent genbrugsplads virker ligetil, fordi udvidede åbningstider giver mere frihed til at komme af med affaldet.

Alligevel lå der en del overvejelser forud for forsøget:

– Vi overvejede meget, hvorvidt vores kunder var i stand til at sortere affaldet korrekt, når der ikke var noget personale til at hjælpe. Og vi kan med glæde konstatere, at vores bekymringer er gjort til skamme, understreger Svend Clausen.

Win-win

Bestyrelsesformand for Varde-selskaberne i DIN Forsyning, Preben Olesen, har fulgt forsøget tæt:

– Helt fra første færd har jeg fokuseret på, at det her forsøg handler om tillid. Jeg har udelukkende roser til kunderne, udtaler Preben Olesen, som også er godt tilfreds med, at både erhvervskunder og private har taget så godt imod:

– Forsøget udsprang af et ønske fra erhvervskunder om, at pladsen åbnede tidligere på dagen. Derfor er jeg især glad for, at virksomhederne er tilfredse med ordningen. Vores private kunder værdsætter til gengæld, at pladsen også har åbent sent - efter den bemandede åbningstid. Så når vi kan skabe en ordning, der giver tilfredshed hos både private og erhvervskunder, er det en stor gevinst, udtaler Preben Olesen.

Trods den store tilfredshed er der dog også plads til forbedringer:

– Flere peger eksempelvis på, at porten skal åbne og lukke hurtigere, så andre ikke kan nå at smutte med ind på pladsen. Det kunne også være fristende at udbrede modellen til vores andre genbrugspladser i kommunen, men her er vi nødt til at se på den enkelte plads for at kunne vurdere, om det giver mening. Ølgod Genbrugsplads ligger i et industriområde, og derfor er nabogenerne minimale. I for eksempel Oksbøl ligger der villaer lige op til skel, hvilket giver andre hensyn eller udfordringer, udtaler Svend Clausen.

– Nu vil vi arbejde videre med at gøre ordningen permanent. Næste skridt er, at vi skal ansøge om det hos Varde Kommune, og vi håber naturligvis, at vi også i fremtiden kan tilbyde vores kunder i Ølgod en fleksibel mulighed for at komme af med genanvendeligt affald, slutter han.