Rift om midler i eventpulje
Borgmester H.P. Geil : Glæder sig over de store arrangementer, der er på vej i Haderslev Kommune.
Store oplevelser står i kø i Haderslev. I hvert fald strømmer det ind med ansøgninger til en eventpulje.
– Når vi i byrådet har sat penge af, har vi også et stort ønske om, at de skal bruges, så det glæder mig, at vi har fået mange ansøgninger. Jeg tør godt love, at 2016 bliver et spændende år med store begivenheder, siger borgmester H.P. Geil (V) i en pressemeddelelse.
Eventpuljemidlerne er uddelt til en countryfestival i Gram, dm i orienteringsløb, Original festivalen og en vandsportsfestival i Aarøsund. Største beløb er givet til dm i karting i august. For få måneder siden havde kommunen og Haderslev Erhvervsråd et arrangement, der skulle hjælpe foreningerne med at kvalificere deres events og gøre opmærksom på, at de kan søge puljemidler. Det har givet flere og gode ansøgninger. Begivenheder, der kan tiltrække folk fra et stort område, og med positiv betydning for detailhandel og overnatninger. Der er afsat en mio. kr. årligt til puljen.