Årets træner er fra SønderjyskE

Fodbold: Jakob Michelsen blev hædret ved award-show.

SønderjyskE-træner Jakob Michelsen blev hædret af den danske fodboldelite, da han vandt prisen som årets træner til Dansk Fodbold Award.

Det var en fattet, men også stolt SønderjyskE-træner, der fandt vej til podiet efter sin kåring.

– Det er en kæmpe ære at stå her i dag med prisen som årets træner. Det, der gør mig mest glad, er, at det er trænerkolleger og fagfolk, der har stemt på mig. Jeg er begunstiget af at have været i gode trænerteams hos Skive og nu SønderjyskE. Jeg sætter pris på at få lov til at gøre det, som jeg holder af hver eneste dag - og det er at træne fodbold og have med mennesker at gøre, siger Jakob Michelsen.

Jakob Michelsen vandt prisen foran sine trænerkolleger Glen Riddersholm, Jess Thorup og den tidligere SønderjyskE-træner Lars Søndergaard.