Schmidt har solgt køkkener i 25 år

Det handler om at give kunderne en ordentlig service, mener Jytte og Preben Schmidt, Designa Vejle

Vestbyen - Køkkener med og uden farver. Med og uden greb. Og elementer med glatte overflader eller udskæringer.

Indehaverne af Designa Vejle på Vestre Engvej 18, ægteparret Jytte og Preben Schmidt, har solgt køkkener i 25 år. Og har designmæssigt prøvet det meste.

- Vi åbnede vores første butik i Gormsgade. Og det gik så godt, at vi 1. oktober flyttede til vores nuværende lokaler.

- Serviceniveauet har altid betydet meget for os. Og det har været med til, at vi har overlevet i en til tider hård branche, siger Jytte Schmidt, mens hun kigger på Preben med en bemærkning om, at det har været en gave at have fået lov til at være sammen om tingene.

En anden tid

Ægteparret erkender, at det var lettere at sælge køkkener i begyndelse af 90’erne.

- Men vi må have gjort noget rigtigt. For vi er fortsat i branchen og har været her i så mange år, at de, vi har solgt køkken til en gang, kommer igen.

- Andre igen kommer med børnene, fordi næste generation er klar til at investere i deres første køkken, siger Jytte Schmidt.

Ægteparret mener også, det handler om at lytte til de krav kunderne har.

- Køkkenet er fortsat det rum, hvor vi opholder os mest.

- Det betyder, at det skal være rart at opholde sig i køkkenet samtidig med, at det også skal være funktionel, siger Jytte Schmidt.

Sammen med manden har hun oplevet, moden er skiftet, og at et begreb som ”samtalekøkken” har fået lidt mindre betydning.

- I dag sælger vi igen rigtig mange hvide køkkener. Og lige nu uden greb.

- De fleste af vores kunder vælger at få os til at måle op til at sætte køkkenet op. Vores tømrer er således også med til at give kunderne en god oplevelse, forklarer Jytte Schmidt.

Alsidig forretning

Selv om Designa Vejle gør det mest i køkkener, har man dog også andre ting i sortimentet.

- Vi sælger også elementer til badeværelset, garderober og skydedøre.

- Det, at vi har haft et bredt sortiment, og at vi har ydet kunderne en ordentlig service, tror vi, har været med til, at vi er her endnu, siger Jytte Schmidt.

Designa Vejle markerer jubilæet med reception fredag 5. februar klokken 14.00.

Lørdag 6. og søndag 7. februar holder Designa Vejle åbent hus, og endelig holdes der mandag 8. februar åbent til klokken 20.00.