Brug låget – og støt affaldsindsamlingen

Danmark er et af de EU-lande, der bruger mest plastik men genanvender mindst

Plastik - Det er blevet en tradition for borgerne i Vejle kommune at deltage i den årlige forårsrengøring af naturen, samme weekend som Danmarks Naturfredningsforening organiserer affaldsindsamling i hele landet.

Affaldsindsamlingen har til formål at gøre forårsrent i naturen samt at sætte fokus på fornuftig affaldshåndtering og genanvendelse. I 2015 deltog cirka 1300 børn og voksne i ”Forårsrengøring af naturen” i Vejle kommune, og de indsamlede i alt fire tons affald.

I 2016 vil Danmarks Naturfredningsforening sætte mere fokus på plastik, da Danmark er et af de EU-lande, som forbruger mest plastik pr. indbygger men genanvender mindst. Ifølge en opgørelse fra de danske kommuner, udgør plastik cirka otte procent af den samlede mængde henkastet affald i naturen.

Derfor har Danmarks Naturfredningsforening indgået et samarbejde med kampagnen ”Brug låget” fra Arla Øko Harmonie og Bilka. Kampagnen er ikke ny. Den går ud på at indsamle plastiklåg fra Arlas mælke- og yoghurtkartoner. De indsamlede låg bliver genanvendt til blandt andet fremstilling af de grønne kasser, som vi kender fra køledisken i supermarkederne, i stedet for at ende på forbrændingsanlægget.

Mere genanvendelse

Hver dansker bruger 57 kilo plast om året – det er den tredje største mængde i Europa ifølge tal fra Plastindustrien.

Men desværre er Danmark også det EU-land, der genanvender mindst plast fra husholdninger, og det er det, vi skal have sat mere fokus på. Der sælges rigtig mange mælkeprodukter på det danske marked, og det er derfor fint, at fire store spillere går sammen og sætter emnet på dagsordenen.

Samarbejdet er blevet indgået mellem Bilka, Danmarks største fødevarevirksomhed – Arla Foods, Danmarks Naturfredningsforening og genanvendelsesfirmaet Aage Vestergaard Larsen A/S, som har mere end 40 års erfaring indenfor genanvendelse af plast.

En opfordring

Samarbejdet har resulteret i en gevinst for miljøet og for de mange frivillige, der vælger at deltage i affaldsindsamlingen. De frivillige indsamlere vil i år modtage affaldssække, som er lavet af genbrugsplast, doneret af de fire firmaer, som har indgået samarbejdet.

Grønt Forum spreder hermed budskabet om, at plast er et værdifuldt materiale, som bør genanvendes i stedet for at afbrændes eller smides i naturen. Vi vil også benytte lejligheden til at opfordre alle borgere i Vejle kommune til at deltage i den årlige affaldsindsamling i hele Vejle kommune, der finder sted 16. og 17. april og organiseres i et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforenings lokalgruppe, Grønt Forum, Vejle Kommune og en masse foreninger og organisationer over hele kommunen.