Popmusik for alle pengene

Jelling Musikfestival føjer nu flere navne til plakaten, og flere af dem er særdeles velkendte på den skattede festival

JELLING - Den lokale festival kan nu afsløre hele seks danske artister, som ligger i toppen af den danske popscene, som dermed er klar til årets festival i Jelling.

Der er tale om Stine Bramsen, Lars Lilholt Band, Shaka Loveless, Dúné, Christopher og Rasmus Seebach.

Den lille sangerinde med den store stemme - Stine Bramsen - har for alvor slået sit navn fast, siden hun udgav sin første single uden sine tro følgesvende fra Alphabeat.

Hun har tidligere spillet på Jelling Musikfestival sammen med Alphabeat, men det er første gang som soloartist.

Et husorkester

Lars Lilholt Band spiller i 2016 på Jelling Musikfestival for 23. gang. Bandet er nærmest blevet festivalens husorkester.

Den eksplosive sanger Shaka Loveless har netop udgivet karrierens tredje album ”Til Vi Ligger”. Det er et album, som er spækket med flere spændende samarbejder med eksempelvis Medina, Simon Kvamm og Rasmus Walter.

Dúné består af tre jyske barndomsvenner, Mattias Kolstrup, Ole Bjørn og Piotrek Wasilewski, der er berygtede for deres eksplosive og gennemførte liveoptrædener, som gang på gang har resulteret i udsolgte koncerter. Bandet har været på en 14 år lang rejse fyldt med op- og nedture, og efter flere år i udlandet er Dúné nu vendt hjem til Danmark for at starte en ny kreativ proces.

To populære herrer

Rasmus Seebach behøver vel egentligt ikke nogen nærmere præsentation. Han har gennem de seneste seks-syv år væltet den danske musikscene omkuld med sine energiske, spektakulære og kreative koncerter.

Ved hver enkelt performance lægger Seebach sig virkelig i selen for at give publikum den ultimative koncertoplevelse – og han lover, at koncerten på Jelling absolut ikke kommer at skuffe.

Endelig er der Christopher, som også er en yderst populær herre på den danske musikscene. Han har også meldt, at han gerne igen spiller for publikum i Jelling.

Han tog danskerne med storm med sit store gennembrud i 2014 og siden er det gået rigtigt stærkt - og det er intet mindre end imponerende, hvordan Christopher er blevet et højtelsket idol og en af de mest populære sangere i Danmark.

Jelling Musikfestival er klar med det endelige program og spilletider i midten af marts. -w