Otte vejlensere er med ved DM i Skills

I næste uge samles unge fra hele landet om at blive den bedste inden for deres håndværksfag. 25 af deltagerne kommer fra Trekantområdet

fredericia - Når unge fra hele landet samles den 4.-6. februar for at kæmpe om at blive de bedste inden for deres fag, kommer 25 deltagere fra Trekantområdet til at dyste på hjemmebane i ikke mindre end 13 forskellige fag. Og faktisk har otte af disse deres daglige gang på vejlensiske uddannelsesinstitutioner.

Både Syddansk Erhvervsskole, Campus Vejle, IBC, Hansenberg, EUC Lillebælt og Social- og Sundhedsskolen i Fredericia er repræsenteret ved konkurrencen. Trekantområdet er ikke mindst stærkt repræsenteret ved blandt andet detailuddannelsen, hvor hele otte deltagere fra området har kvalificeret sig til DM.

Til konkurrencen skal de unge vise, hvordan de arbejder med salg og salgsplanlægning, indkøb og logistik og overbevise dommerne om, at de er både serviceminded og udviser godt købmandsskab.

En stor stigning

Udover detailuddannelsen er Trekantområdet i år godt repræsenteret ved produktionsfokuserede uddannelser som procesoperatør og industritekniker, hvor fem lærlinge har kvalificeret sig i kontrast til sidste år, hvor ingen havde kvalificeret sig. En udvikling, der lover godt for landets vigtigste industriregion, hvor der er efterspørgsel på nyuddannede inden for netop disse områder.

- Vi oplever, at produktionsvirksomhederne i Trekantområdet i stigende grad efterspørger kvalificeret arbejdskraft inden for særlige områder – herunder også nyuddannede. Det har derfor stor værdi, at Trekantområdet i år er vært for DM i Skills, som er med til at sætte fokus på erhvervsuddannelserne. Og at vi i år har 44 procent flere lokale finaledeltagere lover godt for fremtiden, fortæller Søren Maarssø, der er formand for Danish International Manufacturing Academy.

Det er forskelligt for de enkelte fag, hvordan eleverne kvalificerer sig til DM.

Typisk foregår det først og fremmest med et lokalt skolemesterskab, hvor de bedste elever og lærlinge går videre til regionsmesterskaberne. Her dyster deltagerne om at kvalificere sig til DM. Vinderne af DM kvalificerer sig derefter til henholdsvis EM og VM i Skills.

Læs mere på dmiskills.dk.