Begge brødre forlod skolen i det øjeblik, de lovmæssigt kunne i en alder af blot 14 år og ni måneder i henholdsvis oktober 1967 og december 1969. Malcolm fandt arbejde ved Hestia BH-fabrik, hvor han ordnede symaskiner. I weekenderne spillede han dog i lokale bands som Beelzebub Blues, Red House og Rubberband. Selvom han begyndte at skrive sange sammen med en ven, spillede de mest covernumre af 60er-pop fra Beatles til tidlig Cream. Allerede dengang var Malcolm en stærk leadguitarist, som også styrede mod en rolle som bandleder grundet hans formålstjenestelige tænkning. I juli 1971, da Stevie Wright anbefalede ham til (det australske) Velvet Underground, et coverband fra vestkysten, greb han imidlertid chancen og droppede sit hverdagsjob. Som turnerende band bragte det ham udenfor Sydney (for første gang siden familien fløj ind fra Glasgow), hvilket introducerede ham for groupies, pot og andre afvigelser fra the true path så som jazzakkorder og progressiv musik, fortalte Malcolm til Anthony OGrady fra det australske magasin RAM i 1975. Velvet Underground, senere omdøbt Pony, gik hver til sit i februar 1973, hvilket efterlod Malcolm med en løs ende. I mellemtiden havde Angus, der var droppet ud af skolen, forgæves forsøgt at søsætte en idé om at åbne for sang skrivere for dernæst at træne til at blive trykker. Han havde sparet op og købt en Gibson SG, som skulle vise sig at blive en livslang ledsager han valgte den, fordi Pete Townshend og Mountains Leslie West spillede på sådanne. Desuden passede gribebrættet til hans små hænder, og han forelskede sig endvidere i dens dobbelt-hornede form. Han rodede rundt med den relativt harmløse Town Hall Sharps-skinheadbande og fulgte Malcolm og Velvet Undergrund rundt samt lavede kopper med Ovaltine til alle, når de kørte ham hjem sent om aftenen. Angus dannede sit første semiseriøse band, Kantuckee, da han var sytten år i 1972. De øvede i en drengespejderhytte. Hans tvivlsomme grad af rocknrollness vil måske være kalibreret fra hans iøjne14 faldende konsumering af te og kiks. Han har røget, siden han var otte, men et kort opkast-tilskyndende eksperiment med australsk whisky af mærket Bond 7 gjorde ham afholden for livstid. Tænderne blev grønne fra manglen på flittig tandbørstning, hvilket kun understregede Angus glamourløse tilværelse på daværende tidspunkt. Kantuckee fik strikket en sætliste på 50 numre sammen, som kunne udfylde de fire timer pr. aften, som var påkrævet til deres vanlige gig på den forrådnede klub i Sydney, Chequers, hvor Frank Sinatra og Shirley Basset engang havde underholdt aussiegangsterne Duke Delaney og Iron Bar Miller. Hvis han var nødt til at proklamere sig selv som en dværg til nervøse spillestedsejere, som var nervøse for, om han var gammel nok, så var det ingen hindring. Angus kunne få det bedste ud af alting. Da han en aften snublede og faldt midt i sin solo, vendte han flovheden til et performanceelement så publikumsvenligt, at det blev en fast del af hans optræden for eftertiden. Som Angus fortalte i Martin Huxleys AC/DC: The Worlds Heaviest Rock, så blev jeg ved med at rulle mig henover gulvet. Jeg fik det til at se ud som en stor dødsscene skrigende i helvedet fra guitaren. Da han mistede sin trommeslager efter et skænderi, droppede han Tantrum, lige da Malcolm forlod Pony. Brødrene forblev tætte omend harske. De tog stadig til gigs sammen herunder Led Zeppelin (27. februar 1972, Sydney Showground, hvor Angus spottede, at Robert Plant sang som om, han stod og pillede næse); The Rolling Stones (Royal Randwick Racecourse, 26. og/eller 27. februar 1973, hvor Malcolm elskede deres entré i en vogn trukket af hvide heste) og givetvis Muddy Waters (Sydney Auditorium, 3. maj 1973). Malcolm samlede et nyt band. Først ansatte han en rytmegruppe den velkendte lokale trommeslager Colin Burgess og den San Francisco-fødte bassist og Villawood-kandidat Larry Van Kriedt og dernæst sanger, Dave Evans, som kortvarigt havde overlappet med Malcolm i Pony (han var født i Wales, men kom til Australien i 1958 i en alder af fem år). Chequers, Sydney, 18. maj 1974. Philip Morris På trods af naturlige bekymringer om at have to fyrige brødre i samme band spurgte Malcolm Angus om at tilslutte sig bandprojektet. Som han fortalte Mojos Simmons: Angus sagde, jeg ved ikke rigtig, (resten af bandet) vil måske ikke kunne lide mig. Jeg sagde, fuck dem Evans forsøgte umiddelbart at teste loyaliteten ved at sige, vi kan ikke have den fyr med, han ligner ikke en rockstjerne. Malcolm svarede, hvis ikke, du synes om det, kan du bare smutte videre. De øvede i en forladt kontorbygning i Newtown-distriktet, og i starten skiftedes Malcolm og Angus bogstavelig talt mellem rollerne som rytme- og leadguitarist. I det sædvanlige puslespil om hvad de skulle kalde sig, endte søster Margaret med at foreslå AC/DC. Hun havde set det på sin symaskine. Brødrene anlagde vinklen på ordets seksuelle tvetydighed, trak på skuldrene og tog det med sig videre (i en forsinket afvigelse fra den accepterede beretning om bandets fødsel fortalte Angus til Paul Cashmere fra undercover.com.au i 2008, at navnet stammede fra Georges kone Sandra). 15 Første fotosession i studiet, den 7. juli 1974. Fra venstre: Dave Evans, Rob Bailey, Malcom Young, Peter Clark og Angus Young. Philip Morris Kapitel 1 8 Head-on Rock n Roll Down Under A C/DC.Du behøver bare at tænke på navnet, og du begynder at svede uanset om du så dem første gang i 2010 på B når man udforsker AC/DCs historie, så er det slående, at denne vedholdende kraft udsprang af den store europæiske migration til den nye verden den australasiatiske nye verden, altså. Drevet af fattigdom, desperation, ambition og et stort håb mod alle odds... Young-familien var talrig og elskelig. Hans uniform er beskidt, hans knæ er konstant forslåede, hans øjne er sværtet til, hans næse løber. R.K. Lanning, rektor på Ashfield Boys High School, i sin beskrivelse af Angus Familien minus Steven og Alex, hvoraf sidstnævnte allerede spillede i Hamburg, ligesom The Beatles fløj til Sydney. Ind Begge brødre forlod skolen i det øjeblik, de lovmæssigt kunne i en alder af blot 14 år og ni måneder i henholdsvis oktober 1967 og december 1969. Malcolm fandt arbejde ved Hestia BH-fabrik, hvor han ordnede symaskiner. I weekenderne spillede han dog i lokale bands som Beelzebub Blues, Red House og De spillede den december på en klub kaldet The Last Picture Show, men Chequers nytårsfest betegnes vanligvis som deres debut. Fem timer med covernumre og den lejlighedsvise Malcolm-original matchede bestemt hans overbevisning: Hvis ikke vi går af scenen sveddryppende og absolut udmattede, så regner Rockin in the Parlour, B-side til Can I Sit Next to You Girl med forsanger Dave Evans, Australien, 1974. Bill Voccia Collection 18 Sydney for at demoindspille en bunke Malcolm/Angus- og Malcolm/Evansoriginaler: Can I Sit Next To You Girl?, Rockin in the Parlour og Soul Stripper fandt deres vej til