Fokus på brun sovs eller ris i Oksbøl

Undersøgelse: Hos Støttecenter Oksbøl er den sunde mad, kost og bevægelse i højsædet. Nu skal stedet og medarbejderne »kulturanalyseres« af UC Syddanmark.

UC (University College) i Esbjerg vil som et forskningsprojekt undersøge, hvordan det står til med den lokale sundheds- og bevægelseskultur i blandt andet Oksbøl Støttecenter.

Altså om sovsen er opbagt, om brødet er hvidt, groft eller økologisk, og om medarbejderne snupper bilen eller cyklen, når turen går hen til den lokale købmand for at handle ind til fællesskabet.

Vejviser for andre

- Resultatet af undersøgelsen kan sagtens blive en vejviser for andre botilbud.

Ikke blot i Varde Kommune, men overalt, hvor udviklingshæmmede borgere har deres gang, fortæller Charlotte Lyst fra støttecentret.

For UC Syddanmark handler det om, hvordan en sundheds- og bevægelseskultur kan blive en del af hverdagen hos botilbud for mennesker med funktionsnedsættelser.

- Altså betyder det, at projektet skal finde ud af om vi, som medarbejdere, opfører os hensigtsmæssigt og fornuftigt, når vi har med udviklingshæmmede mennesker at gøre, og om der kommer noget godt ud af det, oversætter Charlotte Lyst, der mener, at UC Syddanmark er kommet til det helt rette sted.

Støttecentret er et kommunalt botilbud med 14 bo-enheder til voksne udviklingshæmmede over 18 år. Hertil kommer et tilsvarende antal brugere, der bor andre steder i byen.

Lav selv mad eller køb

Der er åbent hver dag fra 15.00 til 21.00 og tilbyder derfor dagligt aftensmad til alle.

Prisen er fast 35 kroner, og for de penge får brugerne sund mad, der har sit afsæt i både de nationale kostråd, i sund fornuft og i den lokale sundhedspolitik – men der er ingen tvang.

- Brugerne kan selv lave mad i deres lejligheder, hvis de hellere vil det. De kan varme færdigretter, ringe efter en pizza og så videre, ligesom de kan gå på restaurant. Blot skal de selv betale for det, og det er nok lidt begrænset, hvad de kan få for 35 kroner, fortæller Charlotte Lyst, der glæder sig over, at der er stor efterspørgsel på aftensmaden fra støttecentret.

- Det samme gælder de tilbud, vi har om motion og bevægelse. Eksempelvis deltager vi hvert år i det store cykelløb, Sløjfeløbet, hvor der er forskellige distancer at vælge imellem.

- Jeg oplever flere og

flere brugere, der erkender, at deres hverdag bliver lettere, hvis de taber sig nogle kilo. De fortæller om, hvordan de får mere energi og om, at de magter flere ting. De bliver bedre til selv at klare opgaverne i hverdagen, og dermed knap så afhængige af hjælp fra andre.

- Alt sammen er det små sejre, der gør dagene til gode dage. Brugerne oplever nemlig, hvordan de i højere grad bliver en del af fællesskabet, i stedet for at blive holdt udenfor. De får en bedre livskvalitet.

Undervisning

Den kommende kulturanalyse vil strække sig over hele 2014. Den indebærer – ud over at centret og dets medarbejdere bliver gransket og undersøgt – at alle medarbejderne

gennemgår et uddannelsesforløb på 32 lektioner spredt ud over en periode på cirka otte måneder.