Masser af motion og musik er guf for indlæringsevnen

Intelligens: Evaluering giver topkarakter til kommunalt natur-, kultur og sundhedsforløb, hvor 90 procent mener, at tilbuddet fremmer børnenes udvikling.

Siden 2012 har børn og unge – lærere og pædagoger - i Varde Kommune haft muligheder for at supplere hverdagen i børnehaven eller folkeskolen med oplevelser både i naturen samt indenfor kultur og sundhed.

Nu er projektet blevet evalueret af politikerne, og der er kun ros til overs for indsatsen.

Glad udvalgsformand

- Det er en succes, fastslår Karl Haahr, der er formand for Udvalget for Børn og Undervisning,. Samme melding lyder fra de øvrige instanser, hvor der netop er gjort status på projektet.

- Ideen var og er, at øge trivsel, læring og sundhed blandt kommunens børn og unge.

- Det sker ved at inddrage de kommunale tilbud på netop natur-, kultur- og sundhedsområdet i hverdagen på skoler og institutioner, fortsætter Karl Haahr, der glæder sig over, at projektet i hvert fald

kører videre frem til 2015 som oprindelig aftalt.

- Intet i den netop overståede evaluering antyder, at vi ikke har nået den

succes, der var målet. Så vi fortsætter i samme gode stil, tilføjer udvalgsformanden.

Massevis af oplevelser

De mange tilbud til børn og unge betyder blandt

andet at motion og bevægelse, sprogstimulering, teater og billedkunst, undervisning i det fri, musik,

naturidræt og meget,

meget mere bliver en del af hverdagen.

- Desuden er der muligheder for besøg hos Blåvand Naturcenter, ekspedition til Skallingen, aktivitetsdag i Søndre Plantage, kano, kajak og surfing, så der er virkelig tilbud til alle – også til lærere og pædagoger, mener Karl Haahr.

Andre tilbud handler om at gå på opdagelse i vestkystens bunkers fra Anden Verdenskrig, besøge den tidligere flygtningelejr i Oksbøl – eller virkelig tage naturens vingesus på ordet via en opdagelsesrejse fra stenalderens rav til nutiden på Ravmuseet i Oksbøl. Malerkolonien i Nymindegab er også en mulighed, ligesom Vardes egen Otto Frello er svær at komme udenom.

Fem aktører er med

Ud over forvaltningen, skolerne og institutionerne er der fem involverede aktører i projektet, nemlig NaturKulturVarde, Musik- og Billedskolen, Museet for Varde by og omegn, Center for Sundhedsfremme og Varde Bibliotek.

- Undervejs er der kommet tilbagemeldinger fra skoler og daginstitutioner, og alle er meget positive. Faktisk vurderer 90 procent, at aktiviteterne fremmer børnenes udvikling. Vi er derfor heller ikke i tvivl om, at de forskellige tilbud er med til at fremme indlæringen, ligesom både lærere og pædagoger får inspiration og redskaber, der kan støtte dem i deres daglige arbejde, fastslår Karl Haahr.