Biblioteket fylder 40 år og fejrer det med musik

Dybbøl: Biblioteket Dybbøl kan i denne måned fejre 40 års jubilæum, og det fejres med en reception 21. januar kl. 16.

Her vil pianist, Mads Granum, stå for den musikalske del af underholdningen, og der vil være en udstilling af Biblioteket Dybbøls historie i form af billeder og avisudklip.

Biblioteket har i alle årene haft en stor lokal forankring blandt borgerne i området, og biblioteket bruges dagligt af mange lånere – lige fra dagplejebørn over skolebørn til unge og voksne.

Og biblioteket er ikke bare et sted, hvor man låner bøger, men også et sted hvor man kan læse dagens avis, låne en computer og læse en bog med sit barn.

Biblioteket holder også løbende forskellige arrangementer for lånere i alle aldre.

I efteråret 2013 har man

eksempelvis kunnet blive

klogere på teens univers,

mindesmærker fra genforeningen og befrielsen,

ligesom de mindste også har kunnet opleve

»Cirkelines sange« og se teaterforestillingen »Hvordan mon?«

Overvandt lukkeplaner

Biblioteket Dybbøl har også flere gange været truet af lukninger.

Hver gang har stedet oplevet en stor opbakning fra ihærdige lånere, f.eks. da biblioteket stort set blev tømt for bøger som bevis på stedets berettigelse.

I dag er biblioteket åbent for alle lånere i kommunen via selvbetjening, hvor man selv lukker sig ind med sit lånerkort.

Derudover er der personale på stedet 20 timer ugentligt.

pcb