Super Dæk får værkfører

Udvidelse: Super Dæk Service på Lysbjergvej 3 i Hammelev byder ikke blot på et topmoderne dækværksted, men har også et erfarent og anerkendt autoværksted. Og her - først i det nye år - er autoværkstedet blevet styrket med endnu en dygtig mand, nemlig medarbejdende værkfører Daniel Petersen.

”Daniel på 27 bidrager trods sin unge alder allerede med masser af erfaring fra autobranchen i Syd- og Sønderjylland. Han er udlært hos CB Auto i Ribe, og var herefter hos QuickPot i Kolding og senest i flere år hos Bilhuset Vojens i Haderslev. Han har med andre ord en bred indsigt i autobranchen. Det kommer os til gode her hos Super Dæk Service, hvor vi arbejder med alle bilmærker, og hvor vores mekanikere også er specialister i dækmontering,” siger afdelingsleder hos SDS Hammelev, Lars Frosch.

Del af kæde

Super Dæk Service Hammelev er del af den landsdækkende Super Dæk Service kæde med knap 60 afdelinger landet over. Værkstedet i Hammelev tager på dækfronten imod både person- og varevogne samt lastbiler, landbrug og industri, og på værkstedssiden er Super Dæk Service kendt for til konkurrencedygtige priser at kunne servicere alle slags bilmærker i en ISO-certificeret kvalitet, så fabriksgarantien kan opretholdes.