Danæg i Christiansfeld vil ansætte omkring 50 nye medarbejdere de kommende år
CHRISTIANSFELD. Med koncernens nye vækst-strategi regner Danæg-direktør Jan Gerber det for sandsynligt, at der kan ansættes yderligere 50 timelønnede medarbejdere i Christiansfeld i løbet af de kommende fem år.
DANÆG: Med en ny kapitalstærk medejer, DLG-koncernen, er Danæg med hovedbase i Christiansfeld gået i gang med en vækst-strategi, der kan tilføre den sydlige del af Kolding Kommune rigtig mange arbejdspladser.
– Jeg kan godt se, at vi i løbet af tre-fire-fem år bliver endnu større i Christiansfeld, fordi vi ligger rigtig godt placeret i forhold til de sydligere markeder som Tyskland, hvor vi vil vækste. Jeg kunne godt forestille mig, at vi udvider med omkring 50 timelønnede medarbejdere i løbet af de næste fem år, samtidig med at vi får bygget ud, siger Danægs koncernchef, Jan Gerber, til Kolding Ugeavis.
Danæg-koncernen har i dag omkring 150 medarbejdere i Danmark og det tilsvarende i Sverige. Koncernen, der er markedsledende i Norden, har en omsætning på omkring 1,2 milliarder kroner. Sidste år købte den store landbrugs-koncern DLG sig ind i Danæg med en andel på 30 procent, så æggekoncernen nu er gået i gang med at udmønte sin ambitiøse vækst-strategi:
– Vi er nu stærke nok til at komme ud over grænserne, og vi leder efter udvidelser i Nordeuropa i for eksempel Baltikum og Tyskland, afslører Jan Gerber.
Hvorvidt Danæg-koncernen vil vækste i udlandet via egne fremstød, opkøb eller samarbejder, er endnu ikke afgjort, tilføjer han.
Koncernen trimmede i slutningen af sidste år koncernen, da omkring 20 procent af funktionærerne – svarende til en halv snes stillinger – blev skåret væk. Og Jan Gerber fastslår, at en vækst-strategi ud over de danske og svenske grænser vil kunne tilføre nye timelønnede arbejdspladser i netop æggepakkeriet i Christiansfeld, hvortil æg fra hele Danmark i dag bliver leveret:
– Hvis den udvikling, der er i gang, bliver effektueret, er det højst sandsynligt, at der inden for de næste fem år, er i hvert fald 50 flere arbejdspladser her i Christiansfeld, fastslår han.
