Manden uden fortid
Teater. Samarbejde mellem Teatret Møllen og Odense Teater.
Premiere: Teatret Møllen og Odense Teaters samarbejdsforestilling ”Manden uden fortid” er nu på vej til Haderslev.
Efter at have spillet på Odense Teaters scene ”Sukkerkogeriet” kommer forestillingen til Haderslev, og spiller på Kulturhus Harmonien i perioden tirsdag den 11. - fredag den 14. februar, alle aftener kl. 20.
”Manden uden fortid” er bygget over filminstruktøren Aki Kaurismäkis prisbelønnede film fra 2002, som er en hyldest til medmenneskeligheden, fællesskabet og næstekærligheden.
Kaurismäki er en stor humorist, men den knastørre morskab finder sted på en nok så alvorlig baggrund. Her slås hovedpersonen brutalt ned, erklæres død. Han ”genopstår” i et parallel samfund, hvor de allermest udsatte bor. Efter det brutale overfald har han mistet sin hukommelse, hvilket til tider giver ham store problemer, men i denne verden møder han medmenneskeligheden. Her får livet en ny chance på trods af regler, fortid og konventioner. I denne nye verden blomstrer kærligheden, humoren, kunsten, musikken og fællesskabet.
Det er en fortælling, som stiller skarpt på et samfund, hvor bureaukratiet og systemet er blevet en religion. Hvor mennesket er blevet reduceret til et nummer. Et tørlagt sted uden liv og medmenneskelighed. Ud over velspillet dramatik vil vi tilskuerne opleve koreografiske optrin, sang og musik. Det udføres af den 15 mands store besætning bestående af Teatret Møllens ensemble sammen med 11 skuespillere og musikere fra Odense Teater. Iscenesættelse Petrea Søe, scenografi Lisbeth Burian, koreograf Poul Helmer Laursen og kapelmester Bent Lundgaard.
Fra Teatret Møllen medvirker skuespillerne Connie Tronbjerg, Ole Sørensen og Klaus Andersen samt musiker Lars Rødbroe.
Den omfattende scenografi, og antallet af medvirkende på og bag scenen kræver mere plads, end der er på Teatret Møllen. Derfor spilles forestillingen på Kulturhus Harmonien. Det betyder samtidig, at teatret kan tilbyde flere mulighed for at opleve denne anmelderroste forestilling. Billetter kan bl.a. købes via www.teatretmoellen.dk
