RingRiderRock i år definitivt droppet

Opgivet. Fælles idé mellem Musik Scenen Aabenraa Outdoor og Ringriderforeningen fandt ikke økonomisk opbakning hos kommunen. Uambitiøst, mener Peter Autzen.

AABENRAA. Det var allerede oppe at vende i 2013, og i år skulle det have været. Men tankerne om at samle de frivillige kræfter i Musik Scenen Aabenraa Outdoor og den lokale ringriderforening – og der igennem skabe en stærkere profil – er foreløbig droppet.

"Vi havde håbet på noget mere goodwill fra kommunen, men det er svært at få i dagens Danmark," siger formand i Musik Scenen Aabenraa Outdoor, Peter Autzen, som ikke lægger skjul på, at han er en skuffet mand.

"Jeg mener, at kommunen er uambitiøs. Der kommer snart mange nye arbejdspladser i forbindelse med sygehuset, og vi ved, at kulturlivet betyder meget, når familier overvejer at flytte til en ny by," siger Peter Autzen.

Ikke flere penge i puljen

For at RingRiderRock-budgettet kunne løbe rundt, krævede det, at kommunen dels gav et tilskud på 100.000 kroner – og desuden stillede sikkerhed for yderligere 100.000 kroner. Et samlet beløb, som ifølge Peter Autzen ikke syntes at være urealistisk meget, men sådan ser formand i kultur– og fritidsudvalget, Tim Wulff, ikke på det.

Han var med til at nedstemme forslaget under udvalgsmødet 3. februar.

"Det er alene af finansieringsmæssige grunde, at vi har sagt nej," siger han og henviser til det relativt sene ansøgningstidspunkt, hvorfor puljen til events næsten allerede var tømt.

Tim Wulff ønsker ikke at forholde sig til Peter Autzens holdning om manglende ambitioner hos kommunen, men udvalgsformanden understreger, at han har sympati for musikprojektet.

"Og jeg vil ikke afvise, at vi finder midler til det på næste års budget," siger Tim Wulff.