Mindre fokus på popmusik

Kursskifte. Skuffende salg får Sønderjyllandshallen til at ændre strategi.

AABENRAA: Under 100 solgte billetter til efterårets koncert med den ellers så radiohittende sangerinde Nabiha – og en Medina-koncert i samme periode, der gik bedre, men dog ej heller blev nogen økonomisk succes.

Det er de kedelige kendsgerninger for direktør i Kultur- og Musikhuset Sønderjyllandshallen, Peter Autzen, som på den baggrund har ændret kursen en smule.

Fremover bliver der ikke meget musik rettet mod den yngre målgruppe.

"Problemet med at sælge billetter til kunstnere som Nabiha og Medina er, at de i forvejen optræder på så mange festivaler, at de udvander markedet for dem selv," siger direktøren.

Mere comedy

Peter Autzen slår dog fast, at det samlet set ikke kommer til at betyde færre penge til store navn. Genremæssigt bliver det bare noget andet.

"Fokus kommer på at få et godt grin, og her er stand-up’en vejen frem," siger direktøren, som har fået komikerne Thomas Warberg og Andreas Bo på programmet til efteråret.

Peter Autzen har flere navne i kikkerten, men vil ikke sige for meget, før der er noget endeligt på plads. Dog røber han gerne, at der arbejdes på at få den såkaldte »Comedy Zoo On Tour« forbi Aabenraa i år.

"Det er stadig kun en mulighed, men generelt forsøger vi at lytte til publikums ønsker," siger han.