Café sætter Storetorv på landkortet
Byliv. Når kalenderen runder den 1. marts, kan Stefan Reimers Petersen og Kasper Faltz se tilbage på deres første år som café-ejere. Det skal fejres – blandt andet med en "mandeaften". Og nu er de bedre forberedte på årets gang på Storetorv.
Aabenraa: Når kalenderen runder 1. marts, kan Stefan Reimers Petersen og Kasper Faltz se tilbage på et begivenhedsrigt første år som café-ejere.
Og selv om de betegner det første år som "super-godt", hvor publikum har taget rigtig godt imod dem og støttet caféen, så har året til tider også været hektisk. Måske mere end godt var.
"Det første år har været turbulent. Det var tiden, hvor vi skulle finde vore egne ben at stå på. Nu er vi langt bedre forberedte på, hvad året kan byde på – når man tænker på beliggenheden hér på Storetorv," siger Kasper Faltz.
Begge kendte godt byen på forhånd fra deres delikatesse-forretning i Rådhusgade.
Men derfra og så til at drive en café på ét af byens mest travle torve, var der alligevel et spring.
Især når man samtidig skal udvikle sin forretning.
Det første år har samtidig givet dem mulighed for at overveje fremtidige planer.
Ønsker et sammen- hængende café-miljø
Dem er der flere af, påpeger Stefan Reimers Petersen. Ikke kun for selve caféen, men også for Storetorv og de øvrige torve i byen, hvor der er "alle tiders mulighed" for at få et sammenhængende café-miljø.
Lige nu arbejder Stefan Reimers Petersen og Kasper Faltz sammen med kollegaen Frank Carstensen fra Restaurant Hotel Royal på at stable et antal musik-arrangementer på benene. Det hele sker i økonomisk samarbejde med Aabenraa Kommune.
"Tre på Nørretorv – og tre på Storetorv, hvor vi gerne vil udnytte scenen mere. I det hele er pladsen egnet til at lave aktiviteter til gavn for byen og borgerne," siger Kasper Faltz.
Løbende udvikling
Udviklingen af caféen berører også selve lokalerne.
"Vi arbejder på en udvidelse af vores køkken- og kølefaciliteter. En arkitekt fra firmaet techdraw i Aabenraa har været på besøg for derefter at sætte de første streger på papiret."
Lige nu gælder det dog den forestående fødselsdagsfest.
Det sker 1. marts med en mandeaften.
Ikke fordi man dermed vil fraskrive sig kvinderne som kunder – men fordi Stefan Reimers Petersen og Kasper Faltz havde mulighed for at sætte et program sammen, der appellerer til det mandlige køn.
De to café-ejere slår ved denne lejlighed bro hen over Storetorv, idet mande-aftenen laves i samarbejde med Dorthe Bjerrum fra Vin & Gastro.
Der lægges ud med en velkomst-øl, inden herrerne sætter sig til bords.
Herefter er der sådan set kun vin i glassene, eftersom der indgår en vinsmagning til en menu, der nok skal få hjertet hos enhver gourmet – eller gourmand, alt efter temperament – til at slå højere: der serveres nemlig en t-bone steak med tilbehør samt efterfølgende ostebord.
At aftenen er forbeholdt mændene, er en sandhed med modifikationer.
"Der er for det første damer bag baren – og for det andet er caféen åben for alle fra kl. 23, når der er live-musik på programmet," siger Stefan Reimers Petersen.
