Sundhed og sønderjyske madoplevelser gik godt i spænd
Fødevarer. Ordentlig mad til ordentlige mennesker . . . Sundhed og Sønderjyske Madoplevelser samlede over 600 mennesker over tre dage. Et godt udgangspunkt for fremtiden, mente arrangørerne.
Aabenraa: Sønderjysk madkultur er traditionelt ikke blandt sundhedseksperternes favoritter, når det gælder nuværende tendenser indenfor sundhed og ernæring. Men det gik nu ganske godt i sidste uge, hvor Sundhed og Sønderjyske Madoplevelser kom i fokus ved flere arrangementer.
Allerede om formiddagen onsdag kunne kokke-elever på EUC Syd under ledelse af Bjarne Buthler sætte blus under kødgryderne til et par lektioner for kommunalt ansatte om at inddrage sønderjyske råvarer i maden.
Og onsdag aften gav madeksperterne Thomas Rode, Thilde Maarbjerg og Umahro Cadogan et oplæg under overskriften »Feeding your mind to perform" for medlemmer af Aabenraa Erhvervsforening og andre erhvervsaktører i KIS-hallen på Gasværksvej.
Dagen efter havde så borgere og andre interesserede mulighed for at opleve trekløveret i KIS hallen – denne gang i følgeskab af Bjarne Buthler med kokkeelever fra EUC-Syd, der praktiserede live cooking med en tre-retters nytænkt sønderjysk menu.
"Ordentlig mad til ordentlige mennesker," lød det blandt andet fra eks-sønderjyden Thomas Rode, der sammen med sin kæresteThilde Maarbjerg gav et inspirerende foredrag om deres "forvandlings-proces" i forhold til mad, motion og sundhed.
Turistchef Michael Hansen, sammen med Rikke og Bjarne Buthler samt Nelly Frees Riggelsen fra Sønderjyske Fristelser blandt initiativtagerne, var ganske tilfreds med fremmødet ved de forskellige arrangementer.
Sundhed skal være en oplevelse
"På EUC Syd var der godt 60 kommunalt ansatte til foredrag, på Krusmølle var der omtrent samme antal. Onsdag aften havde vi så godt 170 erhvervsfolk inde i KIS-halle, og dagen efter var cirka dobbelt så mange – omkring 320 borgere – til et lignende arrangement. Det giver i alt 600 mennesker, der har hørt om Sundhed og Sønderjyske Madoplevelser. Det giver et godt grundlag at arbejde videre på, idet vi nu har sået nogle frø, både på det personlige plan hos deltagerne, men også i kommunalt regi," mente Michael Hansen.
Med Sundhed og Sønderjyske Madoplevelser ville initiativgruppen sammen med EUC Syd, Aabenraa Kommune og Erhvervenes Hus sætte fokus på sunde fødevarer, der produceres lokalt.
Målet er at skabe en platform, hvor sundhed og lokale fødevarer forenes og danner udgangspunkt for en ny oplevelses-kategori.


