Stærkt resultat i Arbejdernes Landsbank

Aabenraa: Over 25.000 nye kunder er budt velkommen i Arbejdernes Landsbank i 2013. Også i Aabenraa har interessen for banken været stor, og det samlede resultat for 2013 ender på 517 mio. kr. før skat. Med det stærke resultat og den flotte udvikling på kundesiden er banken solidt rustet til at fortsætte den bæredygtige vækst.

»Det er et meget tilfredsstillende resultat for 2013. På landsplan har over 25.000 nye kunder valgt os til – også her i Aabenraa kan vi mærke den historisk store interesse for banken, og vi har budt rigtig mange nye kunder velkommen. Hvad der især også trækker i positiv retning er, at vi for femte år i træk er blevet kåret som danskernes foretrukne bank i CEM Institutes omfattende og uafhængige undersøgelse,« siger filialdirektør Tom Kronborg i Arbejdernes Landsbank i Aabenraa og fortsætter:

pcb

»Den store tilgang af nye kunder bekræfter os i, at en personlig og ansvarlig rådgivning lokalt i filialen kombineret med moderne digitale løsninger bliver efterspurgt og værdsat af vores kunder her i området. Vi er stolte og ydmyge over for den tillid, som både nuværende og nye kunder viser os, og vi vil også fremover gøre vores ypperste for at opretholde tilliden og den høje kundetilfredshed«.