Florence fra Frankrig flytter med forsvaret fra Als til Ølgod
Bosætning: Florence Ejlertsen flytter sammen med sine to døtre til Ølgod, fordi kasernen i Sønderborg lukker, og arbejdspladsen flytter til Varde.
Florence Ejlertsen er født og opvokset på den franske vestkyst, og ad omveje vender hun nu sammen med sine to døtre Shannon og Fiona på henholdsvis 14 og 12 år tilbage til vestkysten.
Tættere på tidevandet
- Det bliver dejligt at komme tættere på bølgerne og tidevandet. Vi flytter fra vores hus på Als den 11. april, for så har vi påskeferien til at komme på plads i huset, fortæller Florence, der har besøgt Ølgod to gange og dannet sig et godt og positivt indtryk af byen.
Ølgod har det hele
- Det ser ud til, at der er alt det, man har behov for. Mange butikker og en rigt foreningsliv – det slog mig, at der fandtes så mange foreninger. Jeg tror, det er ens egen skyld, hvis man sidder derhjemme og keder sig, vurdere Florence uden skyggen af accent i sit danske.
- Jeg er født og opvokset i Frankrig, hvor jeg tog min militære uddannelse. I begyndelsen af 1990’erne blev jeg udstationeret i Bosnien, og der mødte jeg min mand, som var udstationeret fra Danmark. Vi flyttede til Paris, hvor vi blev gift, men vi var enige om, at Paris ikke var det rette sted at bo med små børn, forklarer Florence om årsagen til, at hun havnede i Danmark.
Fra Paris til Als
- Vi flyttede til Danmark i 1997, men jeg er stadig fransk statsborger. Derfor kan jeg ikke bære den grønne uniform og har derfor altid i Danmark været civilt ansat, fortæller Florence, der er uddannelsesleder på sergentuddannelsens køreskole.
Teknisk set kan Florence som franskmand og stadig reserveofficer ved det franske forsvar blive indkaldt til militær tjeneste for Frankrig.
- Teknisk set ja, men det er vist kun, hvis ikke de kan finde andre, griner Florence, der ikke var i tvivl om, at familien skulle flytte sammen med jobbet.
Nem beslutning
- En køretur fra Als til Varde t/r tager godt fire timer. Det ville aldrig komme til at hænge sammen, så beslutningen var ikke så svær at tage.
Familien flytter ind på Skrænten, hvor de i første omgang har lejet et hus.
