130.000 gymnaster er klar til forårsopvisninger
Gymnastik: Over hele Danmark vil 120.000 tilskuere overvære mere end 130.000 gymnaster i aktion over hele Danmark de næste tre weekender, mens mere end 11.000 vil holde opvisning alene her i DGI Sydvest.
Der bliver fyldte haller, når DGI holder forårsopvisninger, for der er stor interesse for at være med. I år arrangerer DGI over 100 opvisningsdage fordelt over hele landet, hvor gymnaster fra lokale foreninger, efterskoler og DGI’s landsdelshold viser, hvad de kan præstere.
Foråret er højsæson for gymnastikopvisninger, og der venter gymnaster og publikum nogle spændende weekender i løbet af marts og april måned, hvor gymnaster i alle aldre viser en bred vifte af genrer inden for gymnastikken.
DGI Sydvest har i år fire forårsopvisninger med 11.350 gymnaster fordelt på blandt andre Område Varde i Ølgod Hallerne, den 14.-16.marts og den 16. marts i Blåvandhuk Idrætscenter (børnehold).
Forårsopvisningerne giver et godt indblik i gymnastikkens verden anno 2014, der dækker bredt fra små smølfer og krudtugler på børneholdene til de bedste repræsentationshold, fra parkour og jazz-dans til akrobatik.
- Gymnastikken favner bredt, og det ses tydeligt, når der er opvisning. Børn, unge, voksne – de mødes til opvisningerne, og unge som gamle føler samme glæde ved at vise, hvad de kan, uanset niveau, og samme sug i maven, inden de går på gulvet, siger Hanne Lene Haugaard.
Bag opvisningerne står tusindvis af instruktører, stævnearrangører og andre frivillige. Uden dem var der hverken gymnastikhold eller opvisninger.
- De leverer en kæmpe indsats. Lige fra instruktørerne og ledere i de lokale foreninger, der står i spidsen for holdene sæsonen igennem. Og alle dem, der lægger en særlig indsats i at få forårsopvisningerne arrangeret til glæde for så mange tusinde,” pointerer Hanne Lene Haugaard.
