SFO-børn kan nu begynde dagen tidligt i børnehaven

Pasning: På mandag begynder et tre måneder langt pilotprojekt til stor glæde for forældrene og det lokale erhvervsliv, mener Inga Andersen fra Ølgod Udviklingsråd.

I Ølgod åbner børnehaven klokken 05.45, mens den lokale SFO først lukker op klokken 06.15. Den halve time har stor betydning for rigtig mange mennesker, og derfor direkte årsag til, at der nu kører et pilotprojekt med børnehaven, SFO’en, Varde Kommune og det lokale udviklingsråd som deltagere.

- Projektet går ud på, at forældre til børn i skolefritidsordningen kan aflevere deres børn i børnehaven, og altså dermed får mulighed for en halv times ekstra pasning, fortæller Inga Andersen, der er næstformand i Ølgod Udviklingsråd.

- Måske lyder det som en lille ting, men Ølgod er hjemsted for mange arbejdspladser, hvor der er holdskift og natarbejde. Derfor kan det være svært for forældre, at få enderne i børnepasningen til at nå sammen – især hvis de har flere børn, hvor eksempelvis det ene barn går i børnehave, mens det andet er meldt til i skolefritidsordningen, fortsætter Inga Andersen og fortsætter:

- Nu kan børnene afleveres samtidig, samme sted – og en halv time tidligere end ellers. Det vil lette hverdagen for mange forældre, ligesom det i høj grad også kommer virksomhederne til gode, når de skal lokke nye medarbejdere til, mener Inga Andersen, der også ser klare fordele for bosætningen i Ølgod-området.

Imødekommer et behov

Trine Dalgas, der leder skolefritidsordningen på Ølgod Skole glæder sig også meget til det nye projekt.- Vi kan imødekomme nogle forældre, der har et behov for pasning, vi ikke tidligere har kunnet imødekomme. Nu kan de aflevere deres børn i børnehaven, og så skal vi nok sørge for at få dem bragt sikkert og trygt hen til os, når vi slår dørene op en halv time senere, forsikrer hun.