Ny lokalforankret bladchef glæder sig til nye udfordringer

Ugeavisen Tistrup-Ølgod har fået nyt bladchef.

På mandag den 3. marts får ugeaviserne i Tistrup-Ølgod og Ansager-Helle en ny bladchef. Troels Rewaldt-Nielsen, hedder han, og han glæder sig til jobbet, hvor han kan gøre godt brug af sine erfaringer, selvom avisbranchen er et nyt område for ham.

Profilen

– Min profil som bladchef bliver at støtte op om annoncesalget, og med min baggrund føler jeg mig godt rustet til den opgave. Om man skal sælge noget på en tankstation, sælge måtter eller en forsikring, eller om det drejer sig om annoncer, så er principperne det samme. Det drejer sig alt sammen om at kommunikere med mennesker, siger 38-årige Troels Rewaldt-Nielsen.

Karrieren

Han er tidligere indehaver af OK-Plus tanken i Lyne, som han købte som 24-årig. Derudover har han været salgsleder hos Berendsen, og har arbejdet som salgschef og erhvervsassurandør i forsikringsbranchen.

Han har desuden et stort kendskab til lokalområdet. Troels er vokset op i Ølgod og bor nu med sin kone og to børn som femte generation på en familieejendom lidt udenfor byen. Han holder meget af området og håber, at det også vil skinne igennem for ugeavisernes læsere.

– Jeg synes jo vi er utroligt privilegerede. Vi har en stor industri og masser af detailhandel. Desuden er der på det seneste solgt en håndfuld nye huse i Ølgod, og jeg synes man kan mærke en positiv trend for området. Vi har et godt foreningsliv, gode skoler og børnehaver, og der sker en masse positivt nede omkring torvet. Jeg er selv nysgerrig og interesser mig for forretnings- og foreningslivet, og vil gøre meget for, at få fortalt den gode historie med en positiv vinkel, siger bladchefen.

Ingen revolutioner

Med sit vestjyske sind, vil Troels Rewaldt-Nielsen dog formentlig ikke foretage uovervejede beslutninger.

– Jeg vil prøve at stikke finger i jorden, for lige at mærke temperaturen. Jeg skal ud og hilse på kunderne, og jeg skal have lært de ansatte at kende, så i første omgang bliver det nok ikke revolutionerende ændringer. Det er vigtigt, at vi holder os til den lokale historie og bibeholder en god dialog med vores kunder, så vi kan udvikle det gode samarbejde, siger bladchefen.

Hardy Vedstesen   er fratrådt

Troels Rewaldt-Nielsen afløser den mangeårige bladchef Hardy Vedstesen på Ugeavisen Ansager-Helle og Ugeavisen Tistrup-Ølgod. Hardy Vedstesen fratrådte i fredags.