Kommunens mest begavede skolelever mødes i Alslev
Forsøg: Siden september 2013 har Alslev Skole lagt mødelokale til en flok højt begavede skolelever fra kommunens 2.-6. klasser. Forleden var de på besøg på 10iCampus
Fire byggesæt med Lego-mindstorm, fire frivillige elever fra 10iCampus og en flok højt begavede skolelever fra Varde Kommune mødtes onsdag i sidste uge til en gang programmering med computere og indlagte konkurrencer.
Baggrunden er et forsøg med at samle højt begavede elever fra 2.- 6. klasse til et ugentligt nørdetræf på Alslev Skole.
Findes i alle klasser
Siden november sidste år er de mødtes hver onsdag eftermiddag for at udveksle ideer og møde nye udfordringer i et læringsmiljø, hvor deres forskelige anlæg og særlige talenter kan blomstre.
- I gennemsnit er der en til to højt begavede børn i hver klasse i en almindelig folkeskole, men det er langt fra givet, at deres evner og ressourcer bliver udnyttet optimalt, fortæller Tina Glæsner, der er en af
initiativtagerne til nørdetræffet.
Hun henviser til det
traditionelle danske skolesystem, der som en del af velfærdsdanmark altid har taget særlige hensyn til de svageste – også i klasserne.
- Det skal vi selvfølgelig blive ved med, men alt for ofte har der siddet en gruppe elever, der på flere felter bare er mere skarpe end de fleste af deres kammerater. De ender ofte enten med at kede sig og i virkeligheden miste lyst og glæden ved at gå i skole. Eller også reagerer de med at forstyrre undervisningen i en kamp for at gøre opmærksom på deres frustrationer. Nogle af dem – især drengene risikerer derefter at blive ADHD-stemplet. Spørgsmålet er, om vi som samfund overhovedet har råd til ikke at bruge disse særlige kvikke hoveder, der skal
udfordres på helt andre måder, lyder det fra den engagerede lærer.
Indtil videre skal initiativet evalueres i foråret, men Alslev Skole, der selv har stået for projektet,
håber, at Varde Kommune kan se det fornuftige i at stimulere gruppen af højt begavede elever.
En ressource der både kommer den enkelte elev til gavn men også på længere sigt kommunens udvikling.
