Varde-piger medvirker i stor operaopsætning
Kultur: Ud af 11 solistroller i operaen Askepot, der opføres i Herning Kongrescenter, er tre besat med piger fra 7-Kanten.
Da »Operaen i Midten«
lørdag den 8. marts havde premiere på Askepot i
Herning Kongrescenter, var der tre Varde-piger på
rollelisten.
Sidste år kom Sofie Gantzel, Thea Bladt Hansen og Sanne Gudmundsen igennem nåleøjet ved en audition, der strakte sig over to dage, og de besætter nu rollerne som henholdsvis Askepot, Askepots kat og Admiral Tordenskjold-Sejrsyg i Peter Maxwell Davies’ udgave af Askepot, hvor alle roller spilles og synges af børn og unge.
Baggrund i 7-Kanten
Sofie, Thea og Sanne har en solid baggrund efter mange års teateruddannelse i 7-Kanten, og de modtager alle undervisning i Musik & Billedskolen Varde.
En baggrund, der har været medvirkende for
deres udvælgelse til forestillingen, som opføres i Herning, Viborg og Holstebro.
- Forestillingen har ikke været opført i Danmark før, og den kræver talentfulde børn og unge i alle sangroller, dansepartier og i orkestret. Det har vi i Midt- og Vestjylland, idet »Operaen i Midten« har samlet de bedste kræfter fra både Den Jyske Sangskole i Herning, Det Kongelige Teaters Balletskole i Holstebro og MIVU (Orkester MidtVests Ungdomsorkester). Desuden fandt vi via auditionen de bedste talenter til solistrollerne, fortæller instruktør Pernille Elimar.
Ud over børn og unge på scenen og i orkestergraven er der også skabt et samarbejde med TEKO Herning, hvor studerende fremstiller de eventyrlige kostumer.
