Super-iværksætter skal inspirere

Kolding: En af Danmarks førende iværksættere, Casper Blom, er i øjeblikket på rundtur til 50 forskellige uddannelsesinstitutioner, hvor han fortæller historien om, hvordan man får succes som iværksætter.

På turneen vil han inspirere andre unge til at springe ud som iværksætter.

»Mange tror, det handler om at have den unikke idé, for ellers opnår man aldrig succes som iværksætter. Men sådan er det langt fra. Det handler i høj grad om vilje og målsætninger – har du dem på plads, kan du få succes med næsten alt,« siger Casper Blom.

I løbet af Casper Bloms iværksætterturne vil han også lægge vejen forbi Danas kontor, hvor han vil inspirere medlemmer og øvrige iværksættere til at få succes inden for dette felt.

Arrangementet finder sted 1. april fra kl. 18-21. I løbet af aftenen vil der også være mulighed for at netværke blandt andre iværksættere.

21-årige Casper Blom startede som 12-årig iværksætterprojektet www.billigegolfbolde.dk. Han var som 18-årig medejer af flere virksomheder, og hans yndlingscitat er meget rammende: »Just do what ever it takes, because it’s a game of inches«.

pcb

Casper Blom har en mission, der handler om at få mere iværksætteri på skoleskemaet, derfor tager han hvert år en måned ud af kalenderen, hvor han besøger mere end 50 uddannelsesinstitutioner med det formål at få flere til at starte egen virksomhed.