UNESCO-ansøgning fra Christiansfeld på bogform

Christiansfeld: Torsdag den 27. marts kl. 16-17 præsenteres Christiansfelds ansøgning om at blive optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i bogform.

Brødremenigheden i Christiansfeld lægger hus til arrangementet, som foregår i den lille korsal i Brødremenighedens Kirke ved Kirkepladsen, Lindegade 15.

Kolding Kommune udgiver bogværket i håbet om, at borgerne i Kolding Kommune får lyst til at fordybe sig i Christiansfelds arkitektur og historie og orientere sig om byens verdenskulturarv.

Selve annsøgningen er skrevet af flere forfattere, og ved præsentationen vil der blive lejlighed til at træffe flere af disse. Blandt forfatterne er Karen Stoklund og Lene Lindberg Marcussen fra kommunens planafdeling samt Annemette Løkke Berg fra Christiansfeld Centret, de vil fortælle om ansøgningens indhold og opbygning.

pcb

På dagen er der mulighed for at købe bogværket til en særpris både i Christiansfeld Centret, Kongensgade 9 i Christiansfeld og ved bogpræsentationen. Bogen der udgives er et værk bestående af to bind på i alt 800 sider inkl. illustrationer. Bogværket giver en samlet opdateret tilstandsbeskrivelse af byen, dens arkitektur, bevaringsstand og historie. Samtidig er det belyst, hvad det er for værdier, som byen har, og som ifølge forfatterne, gør byen til en værdig kandidat til verdensarven. Alle er velkomne til arrangementet.