10 skarpe til Christina Bonde
Alder: 35 år
Ægteskabelig status: Gift
Christina Bonde er på gaden med sin nye bog »Besat«, der udkommer 7. april. Bogen er den første roman i vampyrtrilogien »Nattens Sanger«, hvor de to andre bøger i serien udkommer sommer og efterår 2014.
01 Hvad er din mest spændende udfordring lige nu?
Min mest spændende udfordring er at slå igennem på det danske bogmarked. Konkurrencen er hård og kvaliteten tårnhøj, så det kræver langt mere end bare flid og vilje at gøre sig bemærket.
02 Hvad er din livret?
Min livret ... hmm, alt vegetarisk.
03 Hvilken bog har du senest læst?
Tja, det lyder nok en smule selvoptaget, men min egen bog, faktisk. Det er nok tre år siden, jeg sidst har haft timer nok i døgnet til at dyrke den luksus, det er, at læse for min egen fornøjelses skyld, men jeg har en lang liste over bøger, som jeg ønsker at læse.
04 Hvilken bil kører du?
Min bil er en Citroën Picasso.
05 Hvad er Koldings bedste »plet« - udenfor dit hjem?
Koldings bedste ’plet’ må være Skamlingsbanken - der er smukt, og jeg holder af naturen og de åbne vidder.
06 Hvad er dine tre vigtigste værdier i livet?
Mine tre vigtigste værdier i livet er moderskab, kærlighed og ærlighed.
07 Nævn to personer, som du synes er sjove?
Der er simpelthen så mange sjove og inspirerende mennesker, men de, der får mig til at le hver eneste dag, er mine to børn.
08 Hvordan slapper du bedst af?
Jeg slapper bedst af, når jeg skriver, og har tid og ro til at forsvinde ind i mit eget tankeunivers. Når mine fingre kan få lov at danse hen over tastaturet, bliver alt andet fjernt, og så stresser jeg for alvor af. I perioder, hvor jeg ikke skriver, fylder mine historier så meget i mit hoved, at jeg let bliver ukoncentreret og rastløs.
09 Hvorfor er din bedste ven din bedste ven?
Min bedste ven er fantastisk, fordi hun er omsorgsfuld, ærlig, pålidelig og får mig til at grine.
10 Hvis der var frit på alle hylder - hvilken egenskab ville du så gerne føje til din personlighed?
Jeg ville gerne føje ’mod’ til min personlighed. Det kunne være skønt, hvis jeg turde bestige bjerge, springe i faldskærm og dykke ned i det dybe hav - opleve livet og verden fra alle vinkler.
