15 år med ret og vrang i Ho

Vrang: Ho Strik har eksisteret i 15 år, og Jane Johnsen har i dag godt fat i salget på internettet.

Der er langt fra Ho til

København, men alligevel ligger godt 30 procent af Ho Striks omsætning i

hovedstadsområdet.

- Jeg har haft butikken i 15 år, siden 1. april 1999. Det startede bare som en hobby, og der var meget lidt plads. Folk grinte den gang, for en garnbutik i Ho, det kunne da aldrig blive en god forretning, fortæller Jane Johnsen.

Til at begynde med fik hun da også nogle lidt forvirrede kunder i butikken:

- Vi havde fiskere, der kom ind, fordi de troede, at en garnbutik i Ho da måtte sælge fiskegarn,

griner den strikkeglade

butiksejer.

Fra gulv til loft

Der kom dog hurtigt meget gang i butikken.

- Garnet væltede jo

næsten ud over folk, når de kom ind, så butikken fik mere plads. Og ret hurtigt oplevede jeg, at mange kunder, der havde været i butikken, genbestilte over telefonen, så jeg havde mange opkald. Derfor fik jeg en hjemmeside og har derfor været med på nettet fra begyndelsen af, hvor nethandel kom i gang,

fortæller Jane Johnsen.

Derfor har hun i dag en etableret og meget populær webshop, som sælger til kunder fra hele landet:

- Cirka 30 procent går til kunder fra København, men det sker også ofte, at der langvejsfra kommer en bilfuld af piger, der strikker. Så gør de en tur ud af det og handler stort ind, fortæller butiksejeren.

Kvalitetsgarn

I butikken har hun et stort udvalg af luksusgarner:

- Jeg er en af de få i

Danmark, der har alle

garner i alle kvaliteter fra mærket Isager. Jeg kender dem ind og ud, og det er mit hjertebarn, forklarer

Jane Johnsen.

Hun gør meget ud af den gode service, og hun rådgiver kunderne helt ærligt:

- Hvis jeg kan se, at

projektet vil mislykkes med det garn, de vil bruge, så får de det også at vide, siger hun med et smil.

Jane Johnsen arrangerer også strikkekurser på

Ho Kro:

- Så får man også god mad, og man kan få noget ud af det lige meget

niveau, siger hun.

Garn-elskeren fejrer de 15 års jubilæum med gode tilbud i butikken.

Se meget mere, også om åbningstider, på www.ho-strik.dk