Unge vil have unge i avisen
Projekt: Fem elever fra Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole har arbejdet på at tænke ungestof ind i Ugeavisen.
Magnus, Morten, Agnes, Maria og Michaela har arbejdet med projektledelse på Vardegnens Gymnasieforberedende Efterskole (VGE). Som afslutning skulle de på tre dage arbejde med et rigtigt projekt for Ugeavisen Varde.
Hvordan får man de unge til at læse avisen, og er det i det hele taget realistisk, eller er papiravisen allerede død for de unge? Det var det brede spørgsmål, de skulle forsøge at finde et svar på.
Overordnet set kom de fem unge frem til, at man kan lade ungdomsuddannelserne i kommunen få en side i avisen hver uge:
- Her kunne de skrive om, hvad der sker i Varde, og alt hvad unge tænker på, så det er de unge, der skriver om de unge. De fleste unge vil nok gøre det frivilligt, da det er fedt at få sit navn i avisen. Når de unge så er kommet i avisen, fortæller de det til deres venner og familie, der så læser det, de har skrevet, sammenfatter gruppen af de fem unge.
Ved siden af artiklen her, kan man læse et af gruppens bud på en artikel til en ungeside.
