Velkommen til Varde Kommune
Identitet: Ham på hjørnet, hende fra Brugsen eller hvad med byens ansigt udadtil? Alle lokalsamfund har et billede af sig selv - og af hinanden – og det kan til tider godt blive meget internt for nye personer. Derfor har jeg sat mig for at finde ud af, hvad man møder, når man først ankommer til byen og området.
Det kan være forvirrende, når snakken bliver lokal, hvis man ikke er fra
området, og som vikar på Ugeavisen Vardes
redaktion har jeg besluttet mig for at finde ud af, hvad Varde er for en størrelse – når man kommer udefra.
Jeg starter der, hvor al ny viden har sit udspring: I det gamle. Derfor støver jeg Gyldendals Store
Danske Encyklopædi af.
- Varde by opstod som handelsplads ved et
vadested over Varde Å.
Byen var trafikknudepunkt og i middelalderen tillige administrativt centrum i Vardesyssel. Vest for Varde Å lå den befæstede
kongsgård Vardehus, der kendes fra 1100tallet. Den flyttedes omkring 1300 til en lille holm i åen syd for byen, men blev ødelagt under et bondeoprør i 1439. I første halvdel af 1500tallet oplevede byen en opgangsperiode på grund af øget eksport af fisk og stude, men var i
tiden derefter hærget af flere store brande, oplyser Den Store Danske.
En delt by
Med det historiske
perspektiv på plads må jeg hellere se nærmere på
geografien.
- Den gamle købstad
Varde ligger på begge sider af Varde Å - opdelt i to hoveddele af ådalen. Rute 11 og rute 13 krydser
hinanden ved Varde og er i dag ført ad en omfartsvej øst om byen.
Byen er administrativt centrum for Varde
Kommune, forklarer Den Store Danske, hvorefter jeg læser:
- Varde har sygehus,
kaserne - Hærens Artilleriskole - og en række
institutioner som
bibliotek, campus og
musikskole. Musikhuset Smedeværkstedet og
Varde Artillerimuseum er indrettet i det nedlagte Varde Stålværk. Desuden findes vandrerhjem, idrætshallen Jacobihallen og golfbane.
Et dejligt sted at være
Et indtryk af Varde by
begynder så småt at forme sig, men inden jeg helt slipper min baggrundsundersøgelse, vil jeg finde
viden om Varde som
kommune, og til det er Varde Kommune behjælpelig:
- Som en del af Nationalpark Vadehavet og
Naturpark Vesterhavet har vi enestående naturoplevelser lige uden for døren.
Samtidig er her grundlag for et blomstrende
erhvervsliv og et bredt
udbud af kulturelle
aktiviteter.
Kommunen breder sig over 1256 kvadratkilometer, der ud over mange
dejlige sandstrande også byder på vild natur,
stemningsfyldte byer og
lokalområder, der summer af engagement og energi, oplyser Varde Kommune.
I 2013 var der 13.471
indbyggere i Varde by, og i 2009 var der 49.958
indbyggere i hele
kommunen.
