Pernille fra X Factor kom hjem til Varde

Musik: Da X Factor på DR fornyligt sluttede, var det med Pernille Nordtorp fra Varde på en flot fjerdeplads. I påsken spillede hun på Torvet i hjembyen.

27-årige Pernille Nordtorp bor i dag i København. Det har hun gjort i syv år nu, men indehaveren af årets fjerdeplads i tv-programmet X Factor kommer

oprindeligt fra Varde.

- I påsken kom jeg hjem og spillede på Varde Torv. Jeg har haft så travlt med

X Factor og store shows, og det er fantastisk at komme ud og møde mennesker igen – bare mig og min guitar, fortæller sangerinden.

Hjælp fra Varde

Mange i lokalområdet vil nok nikke genkendende til, at det har været

spændende at have en

lokal med i det store

tv-program, men det er

ikke kun Pernille, der betyder noget for Varde. Varde betyder nemlig også meget for Pernille.

- Det er helt vildt. Jeg har fået kæmpe opbakning fra byen, og Radio Charlie har ydet en helt vildt stor

indsats for mig, sat bannere op og virkelig støttet op om mig. Det er så stort og meget rørende, siger hun og fortsætter:

- Jeg har fået beskeder fra unge piger i Varde, og jeg føler virkelig, at folk i Varde har bakket mig op. Det er jeg utroligt taknemlig for. På samme tid er det virkelig surrealistisk, for jeg er jo bare en lille pige fra Varde. Det giver god mening – for mig –

at vende hjem til byen og give noget igen.

Pernilles familie bor

stadig i Sig, hvor hun var hjemme på ferie.

Da Pernille Nordtorp

gæstede Torvet i Varde

påskelørdag, blev det med et lidt andet set-up, end de fleste husker hende fra X factor:

- Det blev en dag med optræden i musikkens tegn. Musikken er i fokus, og det var simpelt og nærværende og ikke med et stort show og vilde kameravinkler, som folk ellers har set i tv.

Slut med X Factor

Tv-programmet er som bekendt slut, og den endelige vinder er fundet. Men

hvordan ser verden ud hos Pernille i dag?

- Jeg har haft brug for at vende tilbage til roen. Vi flyttede midt under programmerne, så vi har slet ikke haft tid til at komme på plads i lejligheden. Det skal også ordnes. Ellers så har jeg haft kontakt med forskellige selskaber i forhold til mit videre arbejde med musikken, forklarer Pernille Nordtorp.

Hun tilføjer:

- Jeg er pludselig et helt andet sted nu. Jeg kan mærke, at jeg lige nu gerne vil arbejde med enkelte numre ad gangen, og hvad der så sker, det må tiden vise. Efter de meget store tv-shows glæder jeg mig også bare til at komme rundt og spille for folk. Det er dejligt, at Steffen (Gilmartin fra X Factor 2014, red.) og jeg stadig spiller sammen, og vi tager også sammen ud og optræder. Det er hyggeligt.