Sandrini hjalp Anne Sofie af med invaliderende migræne
TV: Onsdag kan man på TV Syd se Varde- akupunktøren Steen Sandrini i en programrække om folkelidelser.
Vardes gamle akupunkturfirma Sandrini Akupunktur I/S optræder onsdag den 7. maj klokken 20 i en programrække om folkelidelser på TV Syds egen kanal.
- Det hedder »Nyt liv på ti uger«, og vi er med, fordi vi behandler en 32-årig kvinde fra Vejle, Anne Sofie Hedemann, som lider af stærk migræne, fortæller akupunktør Steen Sandrini.
Han fortæller, at Anne Sofie Hedemanns liv har været helt ødelagt af migrænen:
- Hun har været sygemeldt og har ikke kunnet fungere normalt. Men hun er kommet hos os til behandlinger, og i dag har hun det godt. Hendes datter på ti år, Liva, er også plaget af migræne, så hun har også været her til behandling, og hun har fået det bedre, fortæller Steen Sandrini.
Invaliderende lidelse
Cirka 16 procent af den voksne befolkning har ifølge netpatient.dk haft et eller flere migræneanfald inden for det seneste år.
- Migræne kan forårsages af mange ting, og det er en voldsom hovedpine, som kan være ledsaget af kvalme og opkast. Oftest er det eneste, der hjælper at komme ind i et mørkt rum og forsøge at falde i søvn, fortæller Steen Sandrini.
Han glæder sig til at programmet, som sendes over to onsdage, bliver vist på TV Syd:
- Vi har fået lov at se det inden, og det er vildt godt lavet, siger akupunktøren fra Varde.
