Små OL-atleter indtog Janderup

sjov: 19 private dagplejere og et hav af småbørn var til OL i Janderup.

Onsdag indtog små atleter i flot tumlingestil stadion i Janderup for at kaste med ærteposer, løbe kartoffelløb, fange badeænder med net og meget mere.

- Vi er 19 dagplejere ud af de 26 private, der er i Varde Kommune. Og så har hver dagplejer en 3-4 børn med, fortæller Sanni Hansen, der er privat dagplejer i Janderup.

Det er tredje år i træk, at de private dagplejere afholder OL, og de forskellige byer i kommunen skiftes til at afholde dagen.

- Det er en dag, hvor børnene får en oplevelse, og vi dagplejere kan snakke sammen på kryds og tværs. Vi begyndte dagen med frugt sponsoreret af Rema 1000 og Fakta i Oksbøl og brød, der er halvt sponsoreret af Hansens Bageri her i Janderup, fortæller Sanni Hansen og balancerer en kartoffel op på en af børnenes skeer.

Logistik og politi

Dagen har krævet lidt logistik, for dagplejerne bruger hele dagen i Janderup, så nogle dagplejere er kommet med trailere for at have barnevogne med, og flere forældre har hjulpet til med at få alt udstyr med.

Som en ekstra oplevelse kom to betjente forbi med en politibil, som hurtigt blev omringet af de små OL-atleter.

Se mange flere billeder på Ugeavisen.dk/varde