Mexikansk marching-band gæster Sønderjysk Tattoo

Tattoo . Ringriderkomitéens tattoo-udvalg har formået at engagere Leones Marching Band, et 92-mand stort orkester fra Mexico takket være Donation fra Sydbank Fonden.

Aabenraa: Det bliver formentlig det mest eksotiske orkester, der nogensinde har gæstet Sønderjysk Tattoo på Brundlund Slot lørdag, 5. juli, i anledning af 40-års jubilæum.

Takket være velvillig støtte fra Sydbank Fonden kunne bankdirektør Henning Danielsen Dam fra Sydbank i Aabenraa nemlig overrække 50.000 kroner til Ringriderkomitéen, som dermed fik mulighed for at engagere det mexikanske Leones Marching Band på ikke færre end 92 musikere.

De skal nok blive en attraktion – og det kan også allerede ses på billetsalget, fortæller Lars Husted fra Tattoo-udvalget. Han opfordrer publikum til "ariva – ariva" – at skynde sig med at bestille billetter.

Interessen for tattoo’et er nemlig stor i år.

Én af årsagerne er sidste års totalt udsolgte Sønderjysk Tattoo, hvor mange gik forgæves.

En anden årsag er naturligvis markeringen af tattoo’ets 40-års jubilæum.

Lars Husted forventer derfor, at der bliver godt fyldt op i arenaen ved Brundlund Slot

I den forbindelse er Leones Marching Band lidt af en appelsin i turbanen.

- Bandet er en enestående oplevelse. Bandet er på Europa-turné og gæster Aabenraa som det eneste sted i Nordeuropa. Så vi er ikke så lidt glade og stolte over at kunne præsentere Leones Marching Band fra Mexico.

Mexicanerne vil ligeledes kunne opleves lørdag formiddag i gågaden, søndag i rytter-optoget samt til familieeftermiddagen i Arenateltet på festpladsen.