Korneliussen skal køre i rødt og hvidt
Speedway: Når der skal køres VM for hold i speedway, er det med Region Varde-køreren Mads Korneliussen på landsholdet.
Team Vest’nVind-køreren Mads Korneliussen har kørt på et stabilt højt niveau hele sæsonen blandt andet for Region Varde i den danske superliga, og resultaterne udløser nu en landsholdsplads.
– Det er anden gang i karrieren, men det er stort at få lov at køre med dk-vesten. Jeg håber på at beholde min plads på holdet til finalen, hvor Puk (Niels Kristian Iversen) og Nicki kommer ind på holdet. Jeg havde ingen forventninger om at komme med, så det er en god overraskelse, fortæller Mads Korneliussen, i en pressemeddelelse fra Region Varde.
Mads Korneliussen har senest kørt på landsholdet i 2011, hvor han blandt andet var med til at vinde den første runde. Korneliussen og landsholdet skal i første SWC-runde møde Letland, Sverige og Tjekkiet i den svenske by Västervik den 29. juli. Det danske hold består foruden Mads Korneliussen af Hans Andersen (holdkaptajn), Bjarne Pedersen og Peter Kildemand.
Der køres ved SWC/hold-VM to indledende runder. Det bedste hold fra hver runde går direkte i finalen, mens nummer to og tre kører race-off mod nummer to og tre fra den anden indledende runde. Vinderen af race-off går i finalen, der foruden de to runde 1-vindere består af hjemmebaneholdet – der i år er Polen.
