Cykelsti og tunnel fejres i Årre

jernhest: I Årre er de ikke sene til at finde en lejlighed til fest, og således fejrer byen, at skolevejen er blevet mere sikker med ny cykelsti og tunnel under Tingvejen.

I Årre er der glæde over, at der er ført en tunnel under Tingvejen ved Kirsebærvej og, at der er kommet ny cykelsti ved Gl. Tingvej og Eskærdalsvej, så både børn og voksne kan færdes mere sikkert i området.

Det fejres med en indvielse søndag den 3. august som et indslag i byens festuge, og indvielsen sker i overværelse af de to lodsejere, der har stillet arealet og området til rådighed.

- Arrangementet indgår som et festligt indslag i et samarbejde med Lokalhistorisk Forening, som netop denne dag har planlagt en cykeltur, hvor deltagerne på turen vil få en god indsigt i udvalgte steder og seværdigheder i området omkring Årre, oplyser Årre Borgerforening i en pressemeddelelse.

De røde snore

Formand for plan og teknik i Varde Kommune, Preben Friis – Hauge (V), klipper sammen med Skoleleder Peder Brogaard fra Årre Skole de "Røde" snore på hver sin side af cykelstien og tunnellen sammen med flere af byens og oplandets skolebørn. Der sker klokken 12.

Herefter vil der blive budt på varme pølser og drikkevarer til de fremmødte, og det sker på parkeringspladsen ved vognmandsfirmaet på Kirsebærvænget.

Her vil der blive holdt en lille tale af formand for Årre Borgerforening, Poul Verner Christensen, inden cyklisterne sendes af sted på turen omkring klokken 13.30.

Herefter er det planen, at de øvrige deltagere spadserer ned under tunnellen og videre frem til stien på Eskærdalsvej, hvor den første røde snor vil blive klippet af lodsejerne Stine Friis og Jacob U. Andersen, inden turen går videre langs stien og frem til Engholm på den Gl. Tingvej. Her vil lodsejerne Inge og Svend Mose Poulsen, sammen med beboerne i dette område står klar til at klippe den næste røde snor, og hvor stien i den ende bliver prydet af et flot skilt. som er udskåret i hånden af Orla Jørgensen med teksten Mosestien.