Solen skinner over campingfolket i Vejers
Ferieliv: Meget tyder på, at det bliver en fin sæson på Vejers Familie Camping. Der er næsten fuldt belagt på pladsen, der har besøg af mange nationaliteter.
Solen skinner på Vejers Familie Camping i denne tid. Vejret viser sig fra sin bedste side, og Rikke Junker og Flemming Thorlund, der er indehavere af campingpladsen, har haft en forrygende forsæson og ser frem til en næsten fyldt plads de kommende uger.
– I 2013 åbnede vi i 15 graders frost, men i år var der 20 graders varme, og siden har der været mange weekender med højt solskin. I øjeblikket har vi en belægning på 85 procent, og i denne uge er der fuldt belagt, fortæller Flemming Thorlund.
Rikke og Flemming har haft campingpladsen i 19 år – Parret købte campingpladsen da Flemming var 25 og Rikke var 20 år. Så derfor kender de efterhånden »livets gang« på campingpladsen, og de ved udmærket, at der kan være store udsving i belægningen
Flest danskere
Gæsterne på pladsen kommer primært fra Danmark og de nordiske lande – Tyskerne kommer først i næste uge (uge 30 red.) Så har der været en enkelt russer på pladsen og i øjeblikket bor hollandske Meryn Quakkelaar og hans seksårige datter Fenna på Vejers Familie Camping.
– Vi har været i Legoland, og så skal vi til Esbjerg, men ellers skal vi ikke se noget specielt på Vestkysten, fortæller Meryn Quakkelaar, der sidder og laver pandekager over bål med Fenna.
Han er godt tilfreds med resultatet, men kan vist alligevel bedre lide de hollandske pandekager.
– De er tyndere men større, fortæller han.
Meryn Quakkelaar var i Danmark for 10 år siden, men det er første gang han er i Vestjylland.
Sådan er det ikke for Erik Haltrup og hans datter Trine, de er nemlig fastlæggere på pladsen.
– Det er Vesterhavet, der trækker fortæller Erik Haltrup, der kommer fra Fredericia, og så er hans hustru gammel skolekammerat med indehaver Flemming Thorlund.
Krav om solskin
Midt i eftermiddagsheden er Michael Schou og Denise Faour i gang med en hård bordtenniskamp, men varmen ser ikke ud til at lægge en dæmper på anstrengelserne.
– Vi plejer at være sydpå i ferien. Men når vejret er så godt som nu, så er det fint at være i Danmark. Der er så mange steder vi ikke har set. Før vi kom her til var vi på Samsø, og her har vi været på Fanø og Rømø, fortæller Michael Schou.
Vejret betyder meget for Michael og hans to børn, der er glade for de mange faciliteter på Vejers Familie Camping.
– Hvis vejret er lige så godt næste år, så kunne vi godt finde på at tage hertil igen, siger Michael Schou. – Der er ikke meget ved at være på camping, hvis vejret er dårligt.
Skal være rummelig
Men ellers er det af meget forskellige årsager, folk vælger at tage til Vejers. For Hans Christian Poulsen er det vigtigt, at der er plads nok til hans to rottweilere Trixie og Bronco.
– Her er god plads til hundene. Folk kan da reagere, når de ser to store rotweilere, men når de opdager, hvor rolige de er, så er der ingen problemer, lyder det fra Hans Christian Poulsen.
Indehaver Flemming Thorlund har da heller ikke spor at indvende mod de to store hunde.
– Vi bemærker dem slet ikke. Desuden er det vigtigt, at vi er meget rummelige. Varde er Danmarks største campingkommune, så der skal være plads til alle. Jeg er heller ikke begejstret for, at der ikke længere må være hunde på en strand med blå flag, pointerer Flemming Thorlund.
For Hannelone og Kaj fra Varde er det afgørende, at pladsen ikke er så stor som for eksempel Hvidbjerg i Blåvand.
– Vi er her med vores børnebørn Emily på fire år og Julia på seks. Størrelsen på pladsen og aktiviteterne passer lige til dem. Det er for stort, og der sker alt for meget i Blåvand. Der skal vi ud i næste uge med de lidt ældre børnebørn, fortæller Hannelone.
