Veteranknallerter kommer til Nørre Nebel

PuchKlub Danmark står denne sommer bag en fælles køretur for knallertveteraner. Starten lyder i Padborg fredag den 25. juli, hvorefter kursen sættes mod Skagen i nord. Undervejs går turen gennem Varde Kommune.

30 veteranknallertkørere har meldt deres ankomst i Padborg, men der er mulighed for at støde til feltet undervejs. For eksempel kommer knallertkørerne igennem Nørre Nebel på turen tilbage fra det nordjyske, så hvis man ønsker at gøre dem følgeskab eller blot se de gamle maskiner i aktion, skal der sættes kryds i kalenderen mandag den 28. juli, hvor knallertkørerne forventes at være på Statoil-tanken på Vesterhavsvej 19 fra cirka klokken 14.45 til 15.00. Herfra går turen tværs gennem Varde Kommune og Varde by på vej mod Korskroen.