Store bøvledag i Horne for børn fra fire SFO’er

LEG: Der var tovtrækning og andre sjove lege på programmet til store bøvledag.

120 børn fra fire SFO-er var mandag den 30. juni samlet til en storstilet aktivitetsdag, også kaldet ’Bøvledag’. Bøvledagen arrangeres på skift blandt SFOerne, og i år var værterne Horne SFO Myretuen/Horne-Tistrup skolerne.

På dagen blev børn og voksne blandet på tværs af SFO-erne og var fælles om vidt forskellige legeaktiviteter. Tanken med arrangementet var at sætte gang i nye legeaktiviteter, som de enkelte SFO-er kan bruge efterfølgende, og aktiviteter var der nok af. Der blev kæmpet på 20 forskellige poster fordelt på tre fodboldbaner i for eksempel tovtrækkeri, høvdingefodbold, bogstaver med kroppen, fodboldspil, bordgolf, fangeleg, bowling og møntkast.                             

Det var derfor en flok trætte børn og voksne, der forlod Horne Stadion efter at have hygget med fælles kage og frugt, men alligevel havde nogle af børnene kræfter nok til at cykle otte kilometer tilbage til deres SFO.