En succes uden fortilfælde

Klassiker. Sådan kalder Volvo den 40 år gamle 240, der blev solgt i 2,8 millioner eksemplarer.

Jubilæum: Den blev født i 1974 – det samme år, som Abba vandt det europæiske melodi grand prix med Waterloo og det samme år, som en 18-årig Bjørn Borg for alvor slog igennem. Vi taler om Volvo 240 – en bil, der af Volvo betegnes som »en succes uden fortilfælde«.

Nu fylder ikonet 40 år – et ikon, som blev fremstillet i godt 2,8 millioner eksemplarer indtil det blev sendt på pension i 1993.

Da nøglerne til den sidste 240 blev overrakt dens ejer, var det selveste Volvo-boss Pehr G. Gyllenhammer, som stod for den handling. Han overrakte nøglerne med ordene:

– Vi ahr haft en af verdens sikreste biler, en af de biler, det bedst har kunne betale sig at købe, og en bil, som allerede nu er en levende legende – og som vil blive det endnu mere i de år, som kommer.