Forsøgspenge søges til Nordborg og Gråsten
Udvikling. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har etableret en ny pulje på 30 mio. kr., som skal styrke forsøg med at skabe liv og udvikling i mindre byer
Nordborg: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har etableret en ny pulje på 30 mio. kr., som skal styrke forsøg med at skabe liv og udvikling i mindre byer. I Sønderborg har udvalget for kulturel og regional udvikling besluttet at søge midler fra puljen for at fremme de initiativer, der allerede er i gang med samarbejdspartnere i Gråsten og Nordals.Baggrunden for puljen er de udfordringer, som mange mindre byer oplever i disse år med affolkning, nethandel og centralisering. Målet er at udvikle nye metoder og løsningsmodeller, så problemramte handelsgader og tomme butikslokaler afløses af attraktive bymiljøer.Udvalget besluttede tilbage i februar at arbejde med fem område-initiativer i Sønderborg Kommune, heriblandt Nordals og Gråsten. Ansøgningsfristen i ministeriet er den 3. november 2014.
