Varde Gymnasium ønsker sig en idrætshal
Ny hal: I begyndelsen af året sendte Varde Gymnasiums bestyrelse og ledelse en anmodning til kommunen med ønske om idrætshal.
Varde: På dagsordenen for Plan- og Teknikudvalgsmødet den 18. november står en idrætshal, som skal placeres ved Varde Gymnasium. I starten af året henvendte gymnasiets bestyrelse og ledelse sig til kommunen med ønsket om en hal samt et forslag til dens placering.
Ønsket er allerede nu behandlet i Plan- og Teknikudvalget, som på et kommende møde skal se på et udkast til ny lokalplan, der gør idrætshallen mulig.
– Dernæst skal forslaget behandles af Økonomiudvalget, så byrådet og derefter bliver der en høringsperiode på otte uger, forklarer formand for Plan- og Teknikudvalget, Preben Friis-Hauge (A).
En komplet skole
Gymnasiet er naturligvis glade for Plan- og Teknikudvalgets positive reaktion på henvendelsen.
Hallen, som vil være lidt større end en håndboldhal, er i det nuværende udkast placeret i umiddelbar forbindelse med gymnasiet, så der vil være let og tørskoet adgang.
– Det øger vores muligheder rent fagligt og gør skolen til en komplet skole, siger vicerektor Bjarne Jørgensen.
Som det er i dag, fragter Varde Gymnasium eleverne til Lerpøthallen, når de sportslige aktiviteter kræver mere plads.
