Svømmeklubben lever igen
Frivillighed: Varde Svømmeklub var lukningen nær i sommers. Nu lever klubben igen i bedste velgående takket være de mange frivillige.
Varde: I sommer var Varde Svømmeklub i krise og en lukning nær. Nu har klubben vendt skuden, og de 180 medlemmer ser ud til at kunne beholde deres svømmeklub.
– Krisen opstod af, at der simpelthen ikke var nok frivillige til at løfte det arbejde, der ligger, når man driver en svømmeklub, fortæller formand Anne Catherine Nielsen, som lagde store kræfter i et intensivt hvervearbejde.
– Vi var ude og snakke med stort set alle forældre til børn, der er med i klubben, og i dag er langt de fleste af dem frivillige, fortsætter Anne Catherine Nielsen om den positive effekt af det opsøgende og opfordrende arbejde.
På daglig basis er der omkring 20 frivillige i gang i klubben, men Anne Catherine Nielsen understreger dog, at en times frivilligt arbejde om måneden eller året også er værdsat.
I lørdags fejrede klubben sin overlevelse i svømmehallen, hvor over 100 medlemmer deltog.
– Der er en utrolig gejst i klubben igen nu. Det er dejligt, den er kommet tilbage, siger Anne Catherine Nielsen, og slutter:
– Vi vil give noget igen, og vi vil skabe klubånd og tilhørsforhold.
