Terapeut låner sine sanser ud til spædbørn
Terapi: Nytilflyttede psykoterapeut Line Bromer Jensen åbner praksis i hjemmet i Nørre Nebel, hvorfra hun hjælper familier med børn i alle aldre, der ikke trives.
Nørre Nebel: Når et barn oplever et traume i den tidlige barndom, kan det sætte sig i krop og sind som ar. Traumet kan for eksempel være for tidlig fødsel, indlæggelse eller længere adskillelse fra mor.
– Når børn oplever sådanne situationer indenfor de første tre leveår, ser man nogle gange, at det påvirker deres udvikling og præger dem resten af livet, siger Line Bromer Jensen, psykoterapeut, som netop er flyttet til Nørre Nebel fra Fyn med sin mand, der arbejder for forsvaret i Nymindegab.
– Bivirkningerne kan eksempelvis ses på et svækket immunforsvar, sanseoverfølsomhed og søvnproblemer, forklarer hun.
Børn føler, forstår og husker
Line Bromer Jensen har altid haft en inderlig lyst til at arbejde med børns trivsel. Så da Dansk Institut for Spædbarnsterapi tilbød en uddannelse i denne terapiform, meldte hun sig straks, og var del af det første uddannelseshold i Danmark.
– Med spædbarnsterapi har man fundet en metode, der kan hjælpe børnene med at hele deres psykiske ar. For selv børn, der endnu ikke har et sprog, føler, forstår og husker, siger Line Bromer Jensen, som netop har hjulpet en familie på Fyn med en søn på halvandet år, der havde kontaktproblemer og sanseoverfølsomhed.
Som terapien altid starter, startede hun med at få drengens historie fra forældrene for at spore sig ind på, hvornår traumet var opstået. Dernæst formulerede hun historien med sin egne, konkrete, korte beskrivelser, som forældrene godkendte.
Øjenkontakt i et minut
– Dernæst mødtes jeg med forældrene og deres søn. Her genfortalte jeg hans historie, og lånte ham mine følelser. Jeg siger for eksempel ”Jeg tænker, at denne situation, fik dig til at føle ked af det”. Og det er utroligt at se, børnenes reaktion, fortæller Line Bromer Jensen, som i den konkrete situation oplevede at drengen, der var bange for fremmede, tog øjenkontakt og holdt den i et minut, før han igen kiggede væk.
– I sådanne situationer, får både forældrene og jeg gåsehud over at se, hvordan børnene forstår ordene og terapien virker, siger Line Bromer.
– Den terapeutiske verbalisering giver barnet mulighed for at gennemleve hændelsen og bearbejde sorgen, fortsætter hun.
– Vi vil alle sammen gerne føle, vi bliver set, hørt, mødt og forstået, og det er det, spædbarnsterapi kan give børnene, selvom de muligvis endnu ikke har et sprog, slutter Line Bromer Jensen.
