Seks årtiers svedende soldater

sundhed: Idrætsforeningen Varde Garnison fejrede tirsdag 60 års jubilæum med motion og hygge på tværs af generationer.

Varde: Den stod på fægtning, gymnastik, skydning, boksning og boldspil, da Idrætsforeningen Varde Garnison (IVG) blev stiftet den 4. november 1954.

– Det var de klassiske militære discipliner, og formålet var blandt andet at fremme interessen for frivillig idræt blandt soldaterne samt støtte dem i deres træning, fortæller formand for IVG, major Kurt Allan Nicolaisen, der kun selv knap er dampet af efter eftermiddagens spinning i foreningen.

Jubilæumsdagen og de 6o år blev nemlig, og naturligvis, fejret med mulighed for at røre sig på mountainbike, i løbeskoene, på spinningcyklen eller på boldbanen.

– I dag har vi mere "bløde" discipliner med som golf og tennis, og vi er 735 medlemmer, fortæller majoren.

Der er 21 sfdelinger i IVG, som blandt andet byder på så forskellige aktiviteter som cykling, faldskærmsudspring samt jagt og fiskeri.

Og efter seks årtier med motion og samvær i IVG, hvad er så målet nu?

– Vi vil gerne have flere aktiviteter i og sammen med byen. For eksempel kunne det være et årligt idrætsstævne. Det arbejder vi på sammen med Varde Handelsstandsforening og Varde Kommune, fortæller formand Kurt Allan Nicolaisen.