Politistation viger for ældreboliger i Gråsten
Nyt: Boliger til ældre skal erstatte politistationen i Gråsten, som nu rives ned
Gråsten: Den tidligere politistation og retsbygning i Gråsten, som i flere år har stået tom, skal rives ned.
Det indstiller teknik- og miljøudvalget til byrådet, selvom der også har været enkelte ønsker om at bevare bygningen, der er registreret som bevaringsværdig.
Baggrunden for det politiske ønske om at rive bygningen ned er, at grunden ligger optimalt i forhold til at udvide plejehjemmet i Gråsten med ældreboliger og muligvis et sundhedshus - men den eksisterende bygning kan ikke bruges til formålet. Staten har haft grunden og politi- og retsbygningerne til salg længe, men har ikke kunnet finde en køber.
Sønderborg Kommune har tilkendegivet, at man gerne vil købe, men kun under forudsætning af, at der kan bygges nyt med optimale forhold for kommunens ældre, og derved styrke Gråstens status som centerby.
